Se vanvids-ritual: Her tæsker 10 gymnasieelever fødselsdagsbarn

Lørdag kom det frem, at 11 elever var blevet sendt hjem fra Roskilde Katedralskole, fordi en voldsepisode havde fundet sted. Se hele den omstridte hændelse i videoen herunder

Et bizart ritual, hvor en 16-årig får tæsk i 16 sekunder som 'fødselsdagsgave', har indtil videre skabt stor røre for de implicerede gymnasieelever fra Roskilde Katedralskole.

Sidst på ugen blev de alle sendt hjem, ligesom episoden er blevet meldt til politiet som voldssag.

Hændelsen, der fandt sted i skolens gymnastiksal 9. november, blev optaget på video, hvor den efterfølgende også har floreret på de sociale medier.

Indtil nu har det for den brede befolkning været uvist, hvad der præcist foregik i gymnastiksalen.

Ekstra Bladet er dog kommet i besiddelse af videoen, der viser hele den særprægede tradition.

Du kan se hele 'fejringen' i videoen øverst i artiklen. 

Velkendt ritual
Ifølge Sn.dk er hændelsen dog ikke så usædvanlig, som man skulle tro, da det efter sigende er en fast tradition i drengegruppen.

Flere uafhængige kilder har desuden bekræftet over for Ekstra Bladet, at drengen, der blev tævet, selv var med på idéen.

- Ritualet er fuldstændig klassisk og enormt udbredt, siger Helle Rabøl Hansen, ph.d. og jurist med speciale i mobning og marginalisering, fra Aarhus Universitet til Ekstra Bladet, der også giver sit bud på, hvorfor det sker.

- Vi ved eksempelvis fra engelske kostskoler, at jo strammere kravene er, jo grovere bliver ritualerne. Mit bud er, at vi herhjemme 'shaper' vores unge for stramt. Kravene om, at de skal præstere, er stigende. Det her er et modsvar, kan man sige, forklarer hun.

Fællesskab
En af de 11 hjemsendte elever er allerede blevet frikendt og er tilbage i skole, mens de resterende ti fortsat er hjemsendt.

De kan se frem til midlertidig eller permanent bortvisning, hvis de ikke reagerer inden for høringsperioden.

- Selvfølgelig skal man markere en grænse, og her kan hjemsendelse være ok. Men hvis man tror, at en straf løser problemet, så tager man fejl. Her er der tale om en hel kultur, der skal ændres, siger Helle Rabøl til Ekstra Bladet.

- Men kan der være noget om, at man bare skal lade 'drenge være drenge'?

- I skyggen af de her ritualer er der altid nogle, der bliver krænket. Derfor er det argument ikke gangbart, siger specialisten.

- Men mit ønske er ikke at tage fester eller andre sjove ting fra vores unge. Pointen er bare, at hvis vi holder dem for stramt, så kan sådan noget her ske, fastslår specialisten.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Roskilde Katedralskoles rektor, Claus Niller Nielsen.

Han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere, men har tidligere sagt følgende til SN.dk.

- Vi har set, hvad vi har set, og vi tager på det kraftigste afstand fra det. Det skal ikke ske på Roskilde Katedralskole.

Politiet har over for Sn.dk bekræftet, at de har modtaget en skriftlig anmeldelse og er ved at undersøge sagen.

De involverede blev sendt hjem efter at videoen havde floreret på de sociale medier. Af den vej var rektor blevet opmærksom på episoden. Den video Ekstra Bladet viser i toppen af artiklen er fra Snapchat, hvor flere har delt den.

1 af 4 
2 af 4 
3 af 4 
4 af 4