Se video: Attentatmand skyder mod journalist

En tyrkisk journalist anklaget for at afsløre statshemmeligheder, blev udsat for et attentat uden for retten, da en mand skød efter ham. Se episoden i videoen herunder

Se episoden her. (Video: Ritzau)

Chefredaktør Can Dundar var heldig og slap uden skrammer, da en mand trak en pistol og skød efter ham udenfor retten i Istanbul.

Sagen mod de to journalister Can Dundar og Erdem Gul fra avisen Cumhuriyet har stor mediebevågenhed i Tyrkiet, og pressen var mødt talstærkt op til fredagens domsafsigelse.

Derfor blev attentatforsøget fanget på kamera, og i videoen øverst i artiklen ser man, hvordan en kvindelig reporters live-sending til studiet bliver afbrudt ved lyden af skud.

Det går stærkt de efterfølgende minutter, men yderst til højre kan man se Can Dundar i brun jakke undvige skuddene og løbe væk fra manden, mens hans kone udviser mere frygtløs adfærd og får fat i attentatmanden og holder ham, indtil politiet træder til.

Se episoden øverst i artiklen

Dundar ventede på domsafsigelsen ude foran retsbygningen, da attentatet fandt sted.

Det skriver The Daily Mail

Chefredaktøren kom ikke noget til, men Yagiz Senkal, der var på arbejde for den private tv-station NTV, blev skudt i benet.

Se også: Journalister fængsles for at afsløre statshemmeligheder

Ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Dogan News Agency hedder overfaldsmanden Murat Sahin, er 40 år og har en kriminel fortid.

-Jeg ved ikke, hvem han er, men jeg ved, hvem der har opmuntret ham og gjort mig til et mål, sagde Dundar til tyrkiske medier efter attentatforsøget.

Sagsøgt af præsidenten
Dundars kommentarer skulle angiveligt være møntet på den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan og andre, som har udtalt sig om, at de to journalister skulle straffes.

Sagen mod de to journalister, chefredaktør Dundar og Erdem Gul, redaktør på avisens Ankara-redaktion, begyndte sidste år, da Cumhuriyet udgav, hvad avisen påstod var billeder af tyrkiske lastbiler, der transporterede ammunition til syriske militanter.

Avisen brugte billederne som bevis i sin anklage om, at Tyrkiet smuglede våben til rebelgrupper, der bekæmpede den syriske regering. En anklage, den tyrkiske regering afviser.

Den tyrkiske præsident Erdogan anmeldte sagen til politiet og sagsøgte de to journalister. Sagen bliver set som en test af pressefriheden i Tyrkiet.

Fortsætter arbejdet
Dundar og Gul blev ifølge The Daily Mail begge frikendt for anklagen om spionage, men kendt skyldig i at afsløre statshemmeligheder. Journalisterne skal dog ikke i fængsel endnu, da deres appelsag først skal afgøres.

- Vi vil fortsætte med at gøre vores job som journalister, på trods af alle forsøgene på at gøre os tavse, sagde Dundar til pressen efter domsafsigelsen.

- Vi bliver nødt til at opretholde modet i vores land.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere