Seks ofre: Mand sigtet for Tinder-svindel

En 41-årig mand er anholdt for adskillige forhold om bedrageri

En 41-årig mand er torsdag blevet anholdt og sigtet for svindel mod seks kvinder.

Manden menes at stå bag 75 forhold, hvor det er lykkedes ham at franarre kvinderne over en million kroner ved det, som politiet kalder 'romance scam'.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

- Manden har fået kontakt til kvinderne over Tinder og andre dating-apps, hvor han har fået skabt et tillidsbånd.

- Herefter har han fået afluret de forurettede kvindernes NemID og koder og brugt det til at optage lån og købe elektronik, siger vicepolitiinspektør ved Københavns Politis afdeling for økonomisk kriminalitet Peter Reisz til Ekstra Bladet

Politiet blev opmærksom på manden i december, hvor de modtog den første anmeldelse. Herefter fik de kontakt til fem kvinder og har netop været ude ved en sjette kvinde i Østjylland. Dermed er de forurettede kvinder placeret over hele landet. Manden blev anholdt ved Langå nær Randers lidt over klokken 10 torsdag.

Politiet forventer, at flere kvinder er blevet bekendt med den sigtede. Manden er dansk statsborger og er tidligere dømt for lignende svindel.

- Han er tidligere dømt for lignende kriminalitet. Han har vundet kvindernes tillid og er på den måde kommet i besiddelse af deres koder, siger vicepolitiinspektøren.

Manden har i flere tilfælde boet hos de forurettede kvinder. Han bliver fredag fremstillet i dommervagten i København. Her er han sigtet for databedrageri i 75 forhold.

Politiet opfordrer til at være forsigtig med at vise tillid til fremmede.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere