Seks personer dræbt efter voldsomt angreb mod hotel i Kabul

Folk flygtede fra Intercontinental Hotel i Afghanistans hovedstad, da angribere trængte ind i hotellet

Ved du noget, eller har du tip? Skriv en sms til 1224 (alm. takst) eller mail til 1224@eb.dk

Seks personer meldes dræbt og otte såret, efter at op mod fire bevæbnede gerningsmænd lørdag aften angreb Intercontinental Hotel i den afghanske hovedstad, Kabul.

Gerningsmændene var angiveligt bevæbnet med både skydevåben og håndgranater, da de stormede hotellet. De var rundt på flere etager i bygningen, mens de skød mod gæster, oplyser en sikkerhedskilde.

Omkring klokken halv syv oplyser den afghanske regering således, at alle gerningsmænd er blevet dræbt i nattens løb. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Stadig i gang
En borger fra Kabul siger, at han har snakket i telefon med en af de gæster, der var til stede, da angrebet ramte.

- De blev angrebet, mens de var ved at spise aftensmad. De (gerningsmændene, red.) brød ind i værelser, tog folk som gidsler og åbnede ild mod dem, lyder det fra Kabul-borgeren Abdul Sattar.

Tidligt søndag morgen er situationen omkring hotellet i hovedstaden fortsat ikke helt afklaret.

Over ti timer efter angrebet er politiaktionen således stadig i gang.

Mange gidsler
100 gidsler er angiveligt blevet løsladt i løbet af natten.

En talsmand fra indenrigsministeriet siger, at det er vanskeligt at få overblik over, hvor mange der var på hotellet. Men det er angiveligt lykkedes de fleste af dem, der var inde i bygningen, at komme ud.

Intercontinental Hotel bruges som overnatningssted og mødested for Kabuls elite og mange udenlandske gæster.

Ingen har umiddelbart taget skylden for angrebet. En talsmand for Taliban vil over for nyhedsbureauet dpa hverken bekræfte eller modsige, at det er de afghanske oprørere, der står bag.

Hotellets manager, som lykkedes med at slippe uskadt ud, fortæller Reuters, at angriberne nåede ind i hotellet gennem et køkken.