Seks teenagere fundet døde i skur

En privatfest for seks tyske teenagere fik i weekenden en ulykkelig udgang

En politimand står ved afspærrede område. Foto: dpa
En politimand står ved afspærrede område. Foto: dpa

En bekymret far gennemlevede søndag formiddag enhver forældres værste mareridt, da han fandt sine to børn, en søn og en datter, døde.

Børnene, der var 18 og 19 år gamle, havde lørdag været til en privatfest i den bayerske landsby Arnstein, der ligger 90 kilometer fra Frankfurt. Det skriver Bild.

Sammen med fire jævnaldrende venner havde de overnattet i et haveskur, og da de søndag formiddag ikke var kommet hjem som aftalt, valgte faderen at køre hen for at se til dem.

Da han nåede frem og åbnede døren til haveskuret, gjorde faderen det frygtelige fund af seks livløse teenagere. Faderen skyndte sig at ringe til alarmcentralen, men da var det allerede for sent.

En læge på stedet konstaterede, at teenagerne, der alle kommer fra områderne Main-Spessart og Schweinfurt, havde været døde i længere tid.

Tændt ovn er mulig dødsårsag
De unges dødsårsag er endnu ukendt, men politiets talsmand, Bjørn Schmitt, fortæller til Bild, at de unge havde tændt op i en ovn, og at det muligvis kan have kostet dem livet.

- Ovnen kan have kvalt ilten i rummet, men det er endnu for tidligt at fastslå, fortæller Bjørn Schmitt.

Ligene bliver obduceret i næste uge.

1 af 2 Det var i dette skur for enden af vejen, at faderen gjorde det uhyggelige fund. Foto: dpa
2 af 2 En politimand står ved afspærrede område. Foto: dpa
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere