Seksårig dreng dræbt i ulykke

En seksårig dreng har mistet livet, efter han har fået en træstamme ned over sig

En seksårig dreng har torsdag mistet livet i en ulykke under en leg på Vasevej ved Randers.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge politiet fik drengen under en leg en træstamme ned over sig. Han er efterfølgende afgået ved døden som følge af de skader, han pådrog sig.

Ifølge Randers Amtsavis skete ulykken i skoven, da drengen kravlede op på en brændestabel.

Den ene af drengens forældre var til stede under ulykken. Begge forældre får nu krisehjælp.

Politiet laver undersøgelser på stedet, hvor ulykken skete, men de 'betragter sagen som en tragisk ulykke'.

Østjyllands Politi oplyser, at de ikke ønsker at udtale sig yderligere om sagen, før resultatet af deres undersøgelser er klar.