Sendt i forvaring efter farligt voldtægtsforsøg

Den 25-årige mand har anket dommen

En 25-årig mand fra Esbjerg er i dag ved et nævningeting i retten i Esbjerg blevet idømt tidsubestemt forvaring.

Det oplyser Syd og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden var tiltalt for forsøg på voldtægt af særlig farlig karakter, tiltvingelse af andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter samt grov vold mod en 26-årig kvinde.

Han var også tiltalt for at have truet vidner, trusler på livet og besiddelse af amfetamin til eget brug.

Forsøget på voldtægt skete i april 2019 på en adresse i Esbjerg. Den dømte var også voldelig over for kvinden og truede hende gennem en længere periode på livet.

Anklageren havde nedlagt påstand om en forvaringsdom. Nævningetinget valgte enstemmigt at følge denne påstand.

Den 25-årige ankede dommen.

Den dømte er tidligere idømt tre år og ni måneders fængsel for en lignende seksualforbrydelse.

I 2014 blev han dømt for grov vold mod tre kvinder, som han ville voldtage.