Serie-blotter fanget: Ni tilfælde af seksuel chikane

Svensk politi har fanget en berygtet blotter, der nu er tiltalt for ni tilfælde af seksuel chikane af kvinder mellem 14 og 26 år

Svensk politi i Västernorrland har fanget en mand, der i mindst ni tilfælde har blottet sig for kvinder ned til 14 års alderen. Foto: TT NEWS AGENCY / Ritzau Scanpix
Svensk politi i Västernorrland har fanget en mand, der i mindst ni tilfælde har blottet sig for kvinder ned til 14 års alderen. Foto: TT NEWS AGENCY / Ritzau Scanpix

En svensk mand er blevet anholdt af svensk politi, efter han gentagne gange har blottet sig for kvinder mellem 14 og 26 år siden februar i de svenske regioner Västernorrland og Västerbotten.

Manden, der er mellem 35-40 år, er tiltalt for i ni tilfælde at vente på unge kvinder, og så springe frem når de nærmede sig, kun iført maskering for ansigtet.

Det skriver SVT.

- Vi tager denne type kriminalitet meget alvorligt. Det skaber uro og ubehag for de kvinder, der er blevet udsat, siger Josefine Perming Tengqvist fra svensk politi i Västernorrland.

Politiet har tidligere været bekendt med manden for lignende tilfælde af chikane, og han erkender sig nu skyldig i alle sager.