Seriemorder dømt for tre drab - nu indrømmer han yderligere 90 mord

Et hav af gamle drabssager kan være tæt på at blive opklaret, efter dømt seriemorder har givet nøjagtige detaljer om stribevis af mord

Samuel Little, der er dømt for tre drab i 1980'erne, har givet uhyggeligt detaljerede beskrivelser om over 90 andre sager. Foto: Wise County Sheriff's Office
Samuel Little, der er dømt for tre drab i 1980'erne, har givet uhyggeligt detaljerede beskrivelser om over 90 andre sager. Foto: Wise County Sheriff's Office

Hvis politiet finder beviser for 90 mord, som den 78-årige dømte seriemorder Samuel Little for nylig har indrømmet at have begået, er han den mest aktive seriemorder i USA's historie.

I 2012 blev han dømt for i årrækken 1987 til 1989 at have myrdet tre kvinder i Californien. Han blev idømt livstid uden mulighed for prøveløsladelse.

Nu har den dømte morder givet politiet detaljer om yderligere 90 mord begået i forskellige stater.

Det skriver blandt andre AP og ABC.

- De har indtil videre været i stand til at bekræfte 30 af sagerne. Indtil videre har han ikke givet os nogen forkerte oplysninger, siger offentlig anklager i Ector County Bobby Bland.

Fundet kvalt på byggeplads
Under sin retssag i Los Angeles anslog anklagerne, at Little formentlig var ansvarlig for mindst 40 drab siden 1980. Dengang ledte myndighederne efter forbindelser til dødsfald i både Florida, Georgia, Kentucky, Mississippi, Ohio, Texas, Missouri og Louisiana.

Tidligere i år gav Samuel Little detaljerede beskrivelser til Texas-betjenten James Holland, som viste, at han befandt sig i byen Odessa i Texas i 1994, hvor Denise Christie Brothers sidst blev set på en parkeringsplads. Fire uger senere blev hun fundet kvalt på en byggeplads ikke langt fra forsvindingsstedet.

Samuel Little kunne beskrive detaljer, som aldrig har været offentligt kendt, og han blev anklaget for mordet. I samme ombæring indrømmede han at have myrdet langt flere mennesker helt tilbage fra 1970 og frem til 2005.

I juli måned blev Little udleveret fra Californien til retsforfølgelse i Texas. Han sidder nu i Wise County-fængslet.

Bobby Bland gætter på, at seriemorderens pludselige talrige indrømmelser skyldes, at hans appel om at få ændret sin livstidsdom blev afvist. Efter det følte han ifølge anklageren formentlig ikke længere grund til at skjule sin rolle i de mange mord.

- I årevis har folk forsøgt at få en tilståelse ud af ham, og James Holland nåede til sidst ind til ham og fik den information, siger Bobby Bland.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere