Seriemorder koster justitsminister jobbet

Cyperns politi får kritik for ikke at tage sager om forsvundne migrantkvinder seriøst. Seriemorder er anholdt.

Et lig er fundet. Her leder dykkere efter andre kvindelig i en giftig sø på øen. Foto: Iakovos Hatzistavrou / AFP
Et lig er fundet. Her leder dykkere efter andre kvindelig i en giftig sø på øen. Foto: Iakovos Hatzistavrou / AFP

Cyperns justitsminister er torsdag trådt tilbage på grund af en sag om en seriemorder, som har rejst en bølge af kritik mod det cypriotiske politi.

En kaptajn i Cyperns hær er anholdt og har erkendt at have slået syv udenlandske kvinder og piger ihjel.

Drabene har rystet den lille middelhavsnation, hvor mange især er rystede over, at fejltrin fra politiets side kunne have betydet, at endnu flere var blevet dræbt.

Justitsminister Ionas Nicolaou siger, at han træder tilbage af samvittighedsmæssige og principielle årsager.

Men han understreger, at det er "fuldkommen uretfærdigt" at give ham skylden for eventuelle fejl i politiets efterforskning af de forsvundne kvinder og børn, som han ikke kendte til.

Justitsminister Ionas Nicolaou siger, at han træder tilbage af samvittighedsmæssige og principielle årsager. STAVROS IOANNIDES / PIO / AFP
Justitsminister Ionas Nicolaou siger, at han træder tilbage af samvittighedsmæssige og principielle årsager. STAVROS IOANNIDES / PIO / AFP
 

Politiet har fået kritik for ikke at have gjort særligt meget for at efterforske sager om forsvundne kvinder.

Kritiske røster har været fremme om, at ordensmagten ikke tog sagerne tilstrækkeligt alvorligt, fordi det drejede sig om migrantarbejdere fra andre lande.

To af ofrene - en rumænsk kvinde og hendes otteårige datter - forsvandt i 2016.

De andre ofre er tre filippinske kvinder og den ene kvindes seksårige datter samt en kvinde, der menes at være fra Nepal.

Efterforskere er stadig ved at gennemsøge en sø fuld af giftigt vand fra en nærliggende mine. Den anholdte kaptajn har fortalt politiet, at han har lagt tre af sine ofre i kufferter og smidt dem i søen. Et lig blev fundet søndag.

Kun en af kvinderne er indtil videre identificeret. Det drejer sig om en 38-årig filippiner, der blev fundet 14. april i en nedlagt mineskakt. Politiet leder stadig efter liget af hendes seksårige datter.

Seks dage efter fundet af den 38-årige kvinde fandt politiet også et andet lig i den samme mineskakt. Det menes at være en 28-årig filippinsk kvinde, men hun er ikke identificeret med sikkerhed endnu.

Cyperns politichef, Zacharias Chrysostomou, skal mødes med landets præsident fredag. Der er spekulationer om, at der ligger en fyreseddel klar til Chrysostomou.

Den afgående justitsminister siger, at han vil bede det uafhængige politiklagenævn gå videre med en undersøgelse af politiets håndtering af sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere