Seriemorder på Cypern: Syv lig fundet

En 35-årig mand ledte politiet hen til liget af en seksårig pige, som han har tilstået at have dræbt

Det syvende offer for en seriemorder på Cypern var en lille pige. Foto: Yiannis Kourtoglou/Ritzau Scanpix
Det syvende offer for en seriemorder på Cypern var en lille pige. Foto: Yiannis Kourtoglou/Ritzau Scanpix

Politiet på Cypern finder et syvende lig i sagen om seriemorderen, der har rystet landet.

Liget er en seksårig pige og blev fundet på bunden af en sø ved byen Mitsero, skriver nyhedsbureauet AP.

Politiet mener, at liget er det syvende offer af en 35-årig tidligere militærmand fra Cypern. Den 35-årige har tilstået at have dræbt syv personer.

Manden ledte politiet hen til det sted i søen, hvor han sagde, at han havde smidt pigen i sammen med en betonklods.

Efter noget tids søgen fandt dykkere liget af pigen.

I og med at manden kun har tilstået syv drab, forventer politiet ikke at finde flere lig i forbindelse med sagen.

Den 35-årige bliver regnet som Cyperns første seriemorder. Han havde været i kontakt med flere af sine ofre online på chatfora.

Politiet kom på sporet af den 35-årige, da politiet 14. april fandt liget af en 38-årig filippinsk kvinde, som politiet mener er mor til den seksårige pige. Den 38-årige blev fundet i en oversvømmet mineskakt.

Politiet opdagede via online chatfora, at den 35-årige havde skrevet sammen med kvinden i over et halvt år.

Seks dage senere fandt politiet liget af en 28-årig filippinsk kvinde samme sted.

Drabene fandt sted i en periode på to et halvt år. I september 2016 forsvandt en 36-årig rumænsk kvinde med sin otteårig datter.

Deres lig blev fundet i en kuffert på bunden af en giftig sø ved en anden mine.

Noget tid efter fandt politiet liget af en nepalesisk kvinde i en brønd.

Den 35-årige mand skal for retten fredag.

Skærm

Hent flere
Hent flere