Sexgalning anklages: Ville lade voldtægtsoffer drukne

Kendt voldtægtsforbryder er tiltalt for at ville lade sit offer drukne i havnen ved Kalvebod Brygge

Den 33-årige mand vurderes til at være så farlig, at anklagemyndigheden overvejer en forvaringsdom. Tegning: Morten Ingemann
Den 33-årige mand vurderes til at være så farlig, at anklagemyndigheden overvejer en forvaringsdom. Tegning: Morten Ingemann

En 23-årig kvinde blev i december sidste år forsøgt voldtaget og tæsket til bevidstløshed, inden hun blev slæbt næsten 100 meter ned til havnen, hvor hun blev smidt i vandet og efterladt til den visse død. Sådan lyder anklagen mod den 33-årige voldtægtsforbryder, der netop er blevet tiltalt i sagen.

Han tiltales for forøg på manddrab, forsøg på voldtægt og for grov vold. Den tiltalte nægter sig skyldig i alle tre anklager, og nu skal et nævningeting i Københavns Byret behandle sagen.

Ifølge anklagen fandt voldtægts- og drabsforsøget sted den 7. december 2014 i tidsrummet fra 05.38 til ca. 05.50 ved en skurvogn på hjørnet af Puggaardsgade og Kalvebod Brygge i indre København. Den tiltalte skubbede kvinden ind over et bord og trak hendes nederdel op, imens han fastholdt hende og slog hende i hovedet, indtil hun besvimede.

Se også: Sexmonster skal holde jul bag tremmer

Overlevede ved at spille død
Kvinden blev efterfølgende slæbt fra skurvognen til havnekanten, hvor hun fik slemme hudafskrabninger og hævelser på det meste af kroppen. Den tiltalte smed den bevidstløse kvinde i vandet, hvorefter han blev stående ved havnekanten og iagttog hende uden at hjælpe hende eller tilkalde hjælp.

Politiet har tidligere oplyst, at kvinden kun overlevede ved at spille død i vandoverfladen med hovedet nedad, for på den måde at få gerningsmanden til at forlade stedet. Hun var efterfølgende stærkt nedkølet og blev hastet til Rigshospitalets traumecenter.

Ifølge anklagemyndigheden er hændelsen ved havnen et forsøg på manddrab.

Se også: Hans første voldtægtsoffer fik sit liv ødelagt

Kendt voldtægtsforbryder
Den 33-årige mand, der er far til en søn, er tidligere dømt for en tredobbelt voldtægt i indre København, hvor han slog en 22-årig kvinde ned med en flaske, trak hende halvnøgen rundt i København og voldtog hende tre gange i løbet af en time. Her fik han en straf på seks års fængsel.

En mentalundersøgelse i forbindelse med hans tidligere dom, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i, fortæller, at han dengang var følelsesmæssig ustabil og svært personlighedsforstyrret. Retslægerådet har endnu ikke foretaget en aktuel mentalundersøgelse, og det er derfor uvist, hvilken dom de vil anbefale.

På baggrund af voldtægtsforbryderens farlighed og tidligere straf overvejer anklagemyndigheden at rejse krav om en dom til forvaring. Det betyder indespærring på ubestemt tid.

1 af 3 Ifølge tiltalen stod den 33-årige her ved vandkanten og ventede på, at hans offer skulle drukne. (Foto: Klavs Bo Christensen)
2 af 3 Voldtægten den 7. december skete i denne skurvogn ved Kalvebod Brygge. (Foto: Klavs Bo Christensen)
3 af 3 Den 33-årige mand vurderes til at være så farlig, at anklagemyndigheden overvejer en forvaringsdom. Tegning: Morten Ingemann

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere