Sherif slukker håb for toårig der blev taget af alligator

Efter 15 timers eftersøgning udelukker myndighederne i Florida, at en toårig har overlevet alligatorangreb

Sherif Jerry Demings oplyser onsdag, at det ikke er en mulighed at finde den toårige dreng i live. (Video: AP)

Opdateret klokken 22.27:

Myndigheder i den amerikanske delstat Florida har bjærget liget af den toårige dreng, som tidligt onsdag dansk tid blev angrebet af en alligator ved et Disney-hotel i Orlando.

Det oplyser en kilde med kendskab til efterforskningen til tv-stationen CNN.

Der er ikke umiddelbart flere oplysninger, men det er ventet, at lokale myndigheder vil holde en pressekonference inden for kort tid, meddeler CNN.

Få timer tidligere sagde den lokale sherif, Jerry Demings, at eftersøgningen af drengen havde varet foreløbig 15 timer, og at der ikke længere var nogen chance for at finde ham i live.

Alligatoren snuppede den lille dreng fra bredden ved en kunstig sø ved et hotel i Disney-parken tirsdag aften lokal tid.

Drengens far forsøgte febrilsk at befri sin dreng fra alligatorens gab. Men det lykkedes ham ikke.

Familien på i alt fem mennesker var taget til Florida fra deres hjem i Nebraska for at holde ferie.

_____

Der er ingen tvivl om, at den toårige dreng, der blev taget af en alligator i Disney World i Florida, er død.

Det siger sheriffen i Orange County på en pressekonference, 15 timer efter at drengen blev angrebet af alligatoren.

- Vi ved, at det skete, og det er absolut ikke muligt for ham at overleve at være under vandet i det tidsrum, siger sherif Jerry Demings.

Redningsmandskab arbejder dog fortsat på at finde liget af den toårige dreng, siger han.

Alligatoren snuppede den lille dreng fra bredden ved en kunstig sø ved et hotel i Disney-parken tirsdag aften lokal tid.

Drengens far hoppede i vandet og forsøgte febrilsk at befri sin dreng fra alligatorens gab. Men det lykkedes ham ikke.

Familien på i alt fem mennesker var taget til Florida fra deres hjem i Nebraska for at holde ferie, oplyser sheriffen.

- Der er ingen tvivl om, at de vil miste et toårigt barn, siger sherif Demings.

Han tilføjer, at Disney har drevet forlystelsesparken i Florida i 45 år og aldrig oplevet en lignende ulykke.

Disney har tiltag, der skal sikre, at farlige dyr ikke kommer tæt på gæsterne. Efter ulykken besluttede koncernen for en sikkerheds skyld at lukke gæsternes adgang til søer og andre vandområder.

Efter ulykken oplyste myndighederne, at fire alligatorer i den sø i Disney World, hvor drengen blev slæbt ned under vandet, var blevet fjernet og aflivet.

Eftersøgningen af den toårige dreng startede tirsdag aften i området her. (Video. AP).

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere