Shoppingtur gik grueligt galt: 16-årig stukket ned med kniv

Tirsdag eftermiddag blev en 16-årig dreng stukket med en kniv i ryggen. Han bliver nu behandlet for sine skader på sygehuset

To unge mænd skulle tirsdag eftermiddag mødes i det centrale Randers for at handle noget tøj, men den handel gik helt galt. Det endte med et knivstikkeri, og ofret – en 16-årig dreng – bliver nu behandlet for sine skader på sygehuset.

Det skriver TV2 Østjylland.

- Det er vores opfattelse, at en 18-årig mand har stukket ofret med en kniv i den nedre del af ryggen. De er blevet uenige om noget under tøjhandlen, og derefter udviklede det sig så, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jeanette Løv Rasmussen, til TV2 Østjylland.

Den 16-årige dreng er ifølge politiet 'ikke blot sluppet med overfladiske skader' og bliver behandlet på sygehuset. Han skulle være uden for livsfare, lyder den foreløbige melding.

Knivstikkeriet skulle have fundet sted omkring klokken 13.30 på Kirketorvet nær Sct. Mortens Kirke i Randers. De to unge kendte hinanden på forhånd og havde aftalt at handle tøj sammen.

- Vi ankommer hurtigt til stedet, og allerede efter et kvarter anholder vi den formodede gerningsmand i området, fortæller Jeanette Løv Rasmussen.

Om den 18-årig mand bliver fremstillet i grundlovsforhør for knivstikkeriet er endnu uvist.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere