Sidste overlevende fra Treblinka er død

Samuel Willenberg er gået bort i en alder af 93 år

Samuel Willenberg i sit hus i Tel Aviv i 2010.
Samuel Willenberg i sit hus i Tel Aviv i 2010.

Den sidste overlevende fra koncentrationslejren Treblinka, Samuel Willenberg, er død i Israel. Han blev 93 år gammel.

Det skriver Sky News.

Samuel Willenberg var ifølge BBC en af kun 67 personer, man ved, undslap lejren i det tysk-besatte Polen under 2. Verdenskrig.

De fleste, der ankom til Treblinka, blev dræbt med det samme, men nogle unge mænd fik til opgave at lave vedligeholdelsesarbejde - en af dem var Samuel Willenberg.

Skudt i benet
Efter at have stjålet våben forsøgte flere hundrede personer at flygte fra lejren. Mange af dem blev skudt og dræbt eller fanget, men Samuel Willenberg var en af dem, der slap væk - selvom han blev skudt i benet, skriver Sky News.

Det skete i 1943 kort før, at lejren blev ødelagt. På det tidspunkt var Samuel Willenberg 20 år gammel.

Hans to søstre døde i lejren, hvor omkring 870.000 mennesker ifølge BBC mistede livet i gaskamre.

To forskellige liv
Efter krigen flyttede Samuel Willenberg til Israel, hvor han fik arbejde som landinspektør.

- Jeg lever to liv - et her og nu, det andet hvad der skete dengang, har Samuel Willenberg ifølge BBC tidligere udtalt.

Han opfordrede folk til aldrig at glemme, hvad der skete i Treblinka.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere