Sigtede i regnskovs-drab udleveret til Danmark

Patruljer fra tysk politi afleverede de to mænd og en kvinde fra Aalborg mandag formiddag ved den dansk-tyske grænse til kolleger fra dansk politi

Det var her foran Randers Regnskov, at en skuddræbt 30-årig mand blev fundet 22. december ved halv-tolvtiden om aftenen. Foto Anita Graversen
Det var her foran Randers Regnskov, at en skuddræbt 30-årig mand blev fundet 22. december ved halv-tolvtiden om aftenen. Foto Anita Graversen

De tre personer, der er sigtet for et drab begået 22. december foran Randers Regnskov, blev i dag udleveret til Danmark. De fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Randers i morgen klokken 9.30.

Alle tre er sigtet for drab eller medvirken til drab og for ulovlig våbenbesiddelse.

Aftenen før lillejuleaften klokken 23.30 blev en 30-årig mand fundet skuddræbt foran Randers Regnskov. Østjyllands Politi efterlyste dagen efter tre navngivne personer, som var mistænkt for drabet. Juleaftensdag blev de tre personer anholdt af tysk politi i en bil tæt på Neumünster cirka 100 kilometer syd for den dansk-tyske grænse.

På baggrund af en international retsanmodning blev de tre - en 19-årig mand, en 36-årig mand og en 38-årig kvinde - herefter varetægtsfængslet i Tyskland, og Østjyllands Politi anmodede om at få dem udleveret til Danmark. Udleveringen skete så i dag, mandag 15. januar, klokken 10.00, da tysk politi kørte til den dansk-tyske grænse og afleverede de sigtede til kolleger fra dansk politi.

Internt opgør i kriminelt miljø

Politiinspektør René Raffo er glad for, at de tre sigtede nu er i Østjyllands Politis varetægt.

- Vi har selvfølgelig fortsat vores efterforskning af drabet, mens vi ventede på udleveringen, og tysk politi har også været en god hjælp i forhold til at sikre spor og beviser på personerne og i bilen, de kørte i. I forbindelse med grundlovsforhøret vil vi naturligvis anmode om varetægtsfængsling, men det er i sidste ende dommerens afgørelse. Vi har stadig en masse efterforskning og afhøringer, vi skal have foretaget, siger René Raffo.

De tre personer, der er sigtede i sagen, har alle adresse i Aalborg.

Anklageren vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret i morgen af hensyn til efterforskningen, og derfor har Østjyllands Politi ikke yderligere oplysninger om drabet.

- Det er fortsat vores formodning, at drabet er relateret til et internt opgør i det kriminelle miljø, men derudover holder vi stadig kortene lidt tæt til kroppen, da vi ikke vil spænde ben for den omfattende efterforskning, vi fortsat er i gang med, siger René Raffo.

1 af 3 Pårørende og venner til den dræbte 30-årige mand fra Randers lagde blomster og lys foran Randers Regnskov tæt ved drabsstedet i dagene op til jul. Foto Anita Graversen
2 af 3 Den dræbte mand boede midt i Randers. Foto Anita Graversen
3 af 3 Det var her foran Randers Regnskov, at en skuddræbt 30-årig mand blev fundet 22. december ved halv-tolvtiden om aftenen. Foto Anita Graversen