Sigtelse: 15-årig dreng voldtog klassekammerat efter engelsk-time

En 15-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for at have voldtaget en ung pige på efterskole

En 15-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for voldtægt. Foto: Philip Davali
En 15-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for voldtægt. Foto: Philip Davali

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En 15-årig dreng er ved Retten i Sønderborg fredag blevet varetægtsfængslet i fire uger. Drengen er sigtet for at have voldtaget en jævnaldrende pige på den efterskole, som de begge går på på Sønderborg-egnen.

Grundlovsforhøret blev afviklet bag lukkede døre af hensyn til den unge alder på både drengen og pigen. Det vides derfor ikke, hvordan den 15-årige dreng forholder sig til politiets sigtelse. Avisen Jydske Vestkysten hævder at vide, at den 15-årige under grundlovsforhøret erkendte sig skyldig i sigtelsen.

Den oplysning ønsker anklagerfuldmægtig Marlene Seidenfaden ikke at bekræfte over for Ekstra Bladet. Men hun siger, at drengen nu er fængslet i surrogat på en institution for unge.

Sigtelsen blev læst op under den indledende del af grundlovsforhøret. Af den fremgik det, at det er politiets opfattelse, at der har fundet en voldtægt sted, og at det skete på efterskolen klokken 15 torsdag.

- Drengen er sigtet for under vold eller under trussel om vold at have tiltvunget sig samleje med forurettede mod dennes vilje, siger Marlene Seidenfaden til Ekstra Bladet.

Se også: Yngre mand anholdt for voldtægt

Den 15-årige dreng var iført pyjamas under grundlovsforhøret.

Både elever og lærere er rystede
Ekstra Bladet har talt med skolelederen på den pågældende efterskole. På grund af hensynet til både drengen og især pigen, som kan forventes at vende tilbage til skolen igen, respekterer Ekstra Bladet skolelederens ønske om ikke at nævne skolens eller skolelederens navn.

Skolelederen fortæller til Ekstra Bladet, at både skolens personale, men også eleverne naturligvis er rystede.

- Vi har gjort en del ud af, at vores elever er blevet grundigt informeret. Det virker selvfølgelig voldsomt, når der pludselig er meget politi til stede på skolen. Under aftensmaden i aftes fortalte jeg om, hvorfor politiet var her, og at de er her for at passe på os. Igen i morges orienterede vi eleverne, siger skolelederen.

Han fortæller videre, at der også er sendt meddelelser ud til alle forældre til børn på skolen.

- I den meddelelse fortæller vi, at der har været en episode på skolen, og at der tages hånd om sagen, siger skolelederen til Ekstra Bladet.

Ifølge skolelederen var der ikke nogen på skolen, som så voldtægten finde sted. Den skete angiveligt efter en engelsktime, hvor eleverne var sig selv. Uden at nogen lærere var i nærheden.

- Men det er selvfølgelig en voldsom oplevelse for dem, der hører noget. Og dem tages der også ekstra hånd om, hvis de på et senere tidspunkt reagerer, siger skolelederen.

De unge kan gå frit rundt
Ifølge skolelederen kunne skolen ikke have gjort noget anderledes for at forhindre episoden i at opstå.

- Faglæreren lagde ikke mærke til noget uhensigtsmæssigt i timen inden. Der var ingen grund til at tro, at noget grimt var under opsejling. Eleverne har lov til at komme omkring på skolen. De to unge havde jo fået fri.

- De må ikke komme på hinandens værelser, men på gangene kan de gå frit omkring. Og de kan bruge skolens undervisningsfaciliteter. Sådan er det jo, siger skolelederen, som selv var på vej hjem efter endt skoledag ved 15-tiden, da han blev kontaktet af en lærer, som fortalte, hvad der efter hendes opfattelse var sket.

Langt de fleste elever er taget hjem til deres familier i weekenden, oplyser skolelederen, som ikke ønsker at komme ind på, hvad skolen gør for at hjælpe pigen.

- Men vi er selvfølgelig i dialog med familien, siger han og opfordrer samtidig andre forældre, som er i tvivl om noget, til at kontakte skolen. Alle forældre skulle være orienteret på mail.

Retsmødet blev overværet af en repræsentant fra de sociale myndigheder.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere