Sigtelse: 33-årig bornholmer var central figur i skandinavisk pædofiliring

I godt fire år har en 33-årig mand ifølge politiet brugt Tor-netværket til at dele ud af en enorm samling børneporno, som han er blevet fundet i besiddelse af

En 33-årig mand er tiltalt for at have brugt internettets mørke afkrog - det såkaldte Tor-netværk - til at dele børnepornografi med andre ligesindede. Screendump
En 33-årig mand er tiltalt for at have brugt internettets mørke afkrog - det såkaldte Tor-netværk - til at dele børnepornografi med andre ligesindede. Screendump

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

En 33-årig mand fra Bornholm var ikke bare administrator af en kæmpe global pædofili-side i internettets mørke afkrog på Tor-netværket. Han drev ifølge anklagemyndigheden hos Bornholms Politi også sin egen webside på Tor, hvor han udstak retningslinjer og krævede, at medlemmerne af siden kommunikerede på skandinavisk.

Det fremgår af den retsmødebegæring, som anklager Pernille Munch fra Bornholms Politi fredag præsenterer i retten, hvor den 33-årige sidder anklaget.

Og manden har delvist erkendt anklagen, fortæller Pernille Munch til Ekstra Bladet.

Det var mellem 2011 og 2015, at manden ifølge anklagemyndigehden både drev sin egen webside 'DanBB' på Tornetværket, ligesom han også var administrator på den internationale side 'The Love Zone' (TLZ) i samme periode. Fælles for siderne er, at pædofile kan udveksle børneporno-relateret materiale.

Hvervede skandinaviske medlemmer
Det er politiets opfattelse, at den 33-årige ved at drive hjemmesiden er skyldig i 'systematisk eller organiseret udbredelse af børnepornografisk materiale'. Den 33-årige fastsatte også ifølge politiet retningslinjerne på 'DanBB', hvor kravene blandt andet var, at medlemmerne skulle være skandinavisk-sprogede, ligesom de mindst en gang om ugen skulle sende nye posteringer for at bibeholde deres medlemskab.

Også på 'The Love Zone' var den 33-årige ifølge politiet særdeles aktiv. Her var han såkaldt SVIP-administrator. En 48-årig dansker fra Randers blev tidligere i år også dømt for at være en del af administrationen i 'The Love Zone', hvor den australske leder Shannon McCoole for nylig blev idømt 35 års fængsel i sagen.

Se også: Leder af globalt pædofili-site: Dansker var eksperten

Enorm mængde børneporno
Bornholms Politi slog ifølge anklageskriftet til mod den 33-årige bornholmer 26. februar i år, hvor der blandt andet blev beslaglagt en stationær computer og harddiske med flere terrabyte krypteret data. Det er lykkedes politiet at udhente hele 56.594 billeder med børneporno og 3174 videosekvenser fra mandens elektroniske udstyr. Og det er politiets opfattelse, at den 33-årige har delt flittigt ud af materialet på både 'DanBB' og på 'The Love Zone'.

Den 33-årige har ifølge anklager Pernille Munch delvist erkendt sin skyld, og derfor er der alene afsat to timer til retsmødet fredag. Om materialet af børneporno, der fordeler sig med stof fra både den groveste kategori med egentlige seksuelle handlinger med børn til såkaldte nude-poses fra den mildere kategori, siger hun:

- Omfanget er så stort, at det kan være, vi i retten skal ind på hvor meget af det, han så egentlig erkender, og hvor meget han måske ikke mener, han har været i besiddelse af. Det kan tage noget tid at finde ud af, siger Pernille Munch til Ekstra Bladet.

Tor-netværket
Manden brugte det såkaldte Tor-netværk til sine aktiviteter. Det er et netværk, hvor det modsat det almindelige internet er mere vanskeligt for myndighederne at spore brugerne via deres ip-adresser, fordi deres forbindelse til internettet går via forskellige sløjfer med andre ip-adresser, inden de forbindes til serveren med det ulovlige materiale.

Netop Tor-netværket mistænkes for at være et netværk, der bruges flittigt til udveksling af ulovlige oplysninger om køb og salg af narko, børneporno, våben og spionage.

Pernille Munch kan ikke fortælle noget om, hvorvidt det er lykkedes politiet at få identificeret og hjulpet nogle af de mange ofre for børnepornografiske forbrydelser, som optræder på de billeder og film, som manden måtte have været i besiddelse af.

Straframmen for den forbrydelse, den 33-årige er sigtet for, er to års fængsel og i særligt grove tilfælde op til seks års fængsel.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere