Sigtelse ændret: To gennemførte drab på radiovært

Tre sigtede skal fortsat være varetægtsfængslet i sagen om likvideringen af Nedim Yasar

Nedim Yasar blev dræbt ved 19.30-tiden da han forlod en bogreception. Video: Kenneth Meyer

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Myndighederne har konkretiseret sigtelsen i sagen, hvor tre Satudarah-relaterede personer er sigtet for drabet på den tidligere bandeleder og senere radiovært, Nedim Yasar.

Alle tre sigtede nægter sig skyldige.

Det kom frem ved dagens fristforlængelse. Af hensyn til den fortsatte efterforskning udbad anklager, Kristoffer Petersen, sig fortsat dørlukning i sagen, hvorfor både presse og tilhørere er afskåret fra indsigt i sagens detaljer.

- Men inden dørene lukkes, vil jeg lige af hensyn til pressen oplæse en ændring i sigtelsen, lød det fra anklageren.

I den forbindelse ridsede han kort drabet op. Det udspandt sig 19. november omkring kl. 19.30 ud for adressen Hejrevej 30.

Her de tre sigtet for 'i forening og/eller efter forudgående aftale og planlægning med andre pt uidentificerede gerningsmænd, at have dræbt Nedim Yasar', som det lyder i sigtelsen.

Sigtelsen er nu skærpet således, at politiet nu mener, at to af sigtede stod bag selve drabet. Den tredje er dog fortsat sigtet i sagen, men han er så mistænkt for deltagelse i planlægning i en eller anden form.

Nedim Yasar blev dræbt, da han forlod receptionen til en udgivelse af bogen 'Rødder', der handler om hans kriminelle liv i Ballerup. Foto: Jakob Jørgensen
Nedim Yasar blev dræbt, da han forlod receptionen til en udgivelse af bogen 'Rødder', der handler om hans kriminelle liv i Ballerup. Foto: Jakob Jørgensen

Se også: Ansigtstatoverede mænd mødte op til grundlovsforhør: Tre fortsat fængslet i sag om drab på tidligere bandeleder

Ved tidligere retsmøder i sagen har et større følge af venner og bekendte - heraf en del med tilknytning til Satudarah - været mødt frem.

I dag var kun få venner mødt op, der tog plads på bagerste række, hvor de sad og hviskede. Ingen pårørende var til stede ved dagens retsmøde.

Dagens retsmøde endte med, at trioen fortsat skal sidde varetægtsfængslet.

- Jeg er tilfreds med, at sigtelsen nu er ændret på min klients vegne. Det kommer ikke som den store overraskelse for mig, men på grund af de lukkede døre er jeg afskåret fra kommentere sagen yderligere, lyder det fra advokat, Lone Damgaard, der er forsvarer for den af de tre sigtede, der nu ikke længere mistænkes for deltagelse i selve drabet.

- Overordnet set, er det min opfattelse, at bevismaterialet mod min klient er tyndt, tilføjer hun.

- I følge Ekstra Bladets oplysninger skal din klient have alibi for, at han befandt sig et andet sted på gerningstidspunktet. Er det korrekt?

- På grund af de lukkede døre kan jeg ikke kommentere sagens indhold, svarer Lone Damgaard.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere