Sigtelse: Brændte forældres hus ned til grunden

Manden er fængslet in absentia

Flere beredskaber er mandag eftermiddag rykket ud til en kraftig brand i Smørum. Video: Jacob Gren/Byrd

En 48-årig mand er blevet sigtet for at have truet sin far på livet og for forsøg på mordbrand ved at have sat ild til sine forældres villa i Smørum mandag eftermiddag. Villaen brændte helt ned til grunden.

Manden blev tirsdag varetægtsfængslet in absentia i Retten i Hillerød, altså uden selv at være til stede, fordi han er indlagt og for fysisk svag til at møde op. Han skal genfremstilles, så snart han er i stand til at møde op i retten. Det oplyser sagens anklager Michael Qvist.

Den 48-årige blev i søndags indlagt på psykiatrisk afdeling i Ballerup, der er en del af Herlev Hospital, efter at politiet reagerede på en bekymringsopringning fra hans forældre.

Ifølge sigtelsen mod manden, der kom frem i grundlovsforhøret, truede han her to hospitalsansatte for at forlade stedet, og da han kom ud på parkeringspladsen, truede han med en brandslukker løftet over hovedet en tilfældig person til at udlevere sin bilnøgle.

Herefter han kørte væk i bilen og ud til forældrenes hus, hvor han altså, ifølge sigtelsen, satte ild til huset. Han blev anholdt i nærheden.

- Han er ikke afhørt, og vi har ikke nogen tekniske undersøgelser endnu, så jeg kan ikke sige mere end det, siger sagens anklager Michael Qvist, der ikke ønsker at fortælle, hvorvidt forældrene eller andre var til stede i villaen ved branden.

Manden er ikke tidligere kendt af politiet.

For at blive dømt for forsøg på mordbrand skal man ved ildpåsættelsen have indset, at andres liv udsættes for overhængende fare.

112 - 20. jul. 2020 - kl. 14:41 Rykker ud til kraftig brand i villa