Sigtelse: Forsøgte at købe våben til aktion

Sådan lyder sigtelsen mod fem af de anholdte - tre andre er sigtet for forsøg på terrorisme

Ekstra Bladets kriminalredaktør og reporter i retten giver dig her de allernyeste oplysninger. Producer: Lasse Brøndal

Fem af de otte personer, der bliver fremstillet i Københavns Byret i terrorsagen, er sigtet efter terror-paragraffen ved, at de i ifølge sigtelsen har forsøgt at finansiere samt indkøbe våben, lyddæmpere og ammunition til brug for en aktion i perioden op til 11. december på et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller udlandet.

Sådan lyder det fra retssal 27, hvor de fire mænd og en kvinde netop er blevet stillet for en dommer med krav om varetægtsfængsling.

Tre andre personer i sagskomplekset, to mænd og en kvinde, bliver samtidig fremstillet for en dommer i et andet retslokale.

Sigtelsen mod de tre går på forsøg på terrorisme ved i månederne op til 18. april 2019 og i perioden fra cirka 4. oktober  2019 til 11. december 2019 med det formål at skræmme befolkningen og destabilisere et samfund og begå handlinger, der kan tilføje Danmark eller andre lande alvorlig skade ved at ville fremstille TATP og andre sprængstoffer.

Den anholdte kvinde i den del af sagen er 38 år og var i ført sort klædedragt fra top til tå og sorte handsker (præcisering red.). Man kunne se hendes ansigt, da hun kom ind i retslokalet. Efterfølgende holdt hun et stykke af stoffet fra klædedragten op foran noget af ansigtet. De to mænd er begge 21 år og havde skæg.

Alle de sigtede nægter sig skyldige.

Efter at de to sigtelser er blevet læst op i hvert retslokale, har dommerne valgt at lukke dørene for offentligheden af hensyn til den videre efterforskning.

En niende person er blevet anholdt og skal for en dommer i Retten i Odense i eftermiddag. 

Grundlovsforhørene finder sted, efter at politiet i går slog til mod 20 adresser i syv forskellige politikredse. 20 personer blev anholdt. En række af dem blev i aftes og i nat kørt til København under store sikkerhedsforanstaltninger. Således blev parkerede biler i en gade ved Politigården fjernet med fejeblade, erfarer Ekstra Bladet.

En del er løsladt igen efter de mange anholdelser.

Krimi Her er de fængslede i terrorsagen

LIVE

Foto: Kenneth Meyer
Foto: Kenneth Meyer
 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere