Sigtelse: Han myrdede fire mænd med gift

Politiet i London sigter 40-årig homoseksuel som serie-morder

Stephen John Port fandt angiveligt sine ofre på homoseksuelle datingsider. (privatfoto)
Stephen John Port fandt angiveligt sine ofre på homoseksuelle datingsider. (privatfoto)

En formodet serie-morder er anholdt i London. New Scotland Yard har pågrebet den 40-årige Stephen John Port, en homoseksuel lærer, kok og sælger, der nu sigtes for fire gift-mord på unge mænd, som er blevet dræbt i løbet af blot 14 måneder.

To af ligene blev fundet på en kirkegård, de to andre på gaden.

De er angiveligt alle blevet dræbt med en overdosis af rusmidlet GHB, Fantasy, også kaldet 'flydende ecstasy'. GHB bruges ofte i forbindelse med 'drug rape', fordi offeret bliver ude af stand til at modsætte sig, men en overdosis kan være dødelig.

Ifølge sigtelsen fandt Stephen John Port sine ofre på datingsider for bøsser, og lokkede dem til sin lejlighed i Cooke Street, Barking, i det østlige London, hvor han dræbte dem. Ligene blev alle fundet indenfor cirka 800 meter fra Stephen John Ports lejlighed.

Her er ofrene
Ifølge en pressemeddelelse fra New Scotland Yard er de fire ofre:

Den 23-årige Anthony Patrick Walgate fra Barnet, der blev fundet død på Cooke Street i Barking den 19. juni 2014.

Den 22-årige Gabriel Kovari fra Lewisham, der blev fundet på kirkegården i North Street, Barking, den 28. august 2014.

Den 21-årige Daniel Whitworth fra Gravesend, Kent, der blev fundet på kirkegården i North Street, Barking, den 20. september 2014.

Den 25-årige Jack Taylor fra Dagenham, hvis lig blev fundet ved Abbey ruinerne tæt på North Street, Barking, den 14. september i år.

Stephen John Port, der angiver, at han er uddannet på det berømte universitet Oxford og har været i Royal Navy, har angiveligt også arbejdet som homoseksuel escort.

Han blev i dag fremstillet i retten Barkingside og fik anholdelsen opretholdt til på onsdag, hvor han skal fremstilles i retten the Old Bailey. Han har endnu ikke tilkendegivet, om han nægter eller erkender sig skyldig. Under et korte retsmøde oplyste han blot sit navn, alder og adresse og stirrede ellers blot ned i gulvet.

Escort for 2000 kr.
Engelske medier har i dag afsløret, at Stephen John Port tilbød sex for 2000 kr. for en nat på en hjemmeside på internettet, hvor tilfredse kunder roste hans service, blandt andet som en 'wonderful guy' og 'sådan en sød person'.

Det var angiveligt først efter det seneste dødsfald den 14. september i år, at Scotland Yard knyttede de fire dødsfald sammen og fik mistanke om en serie-morder. Der er endnu ikke kommet oplysninger frem om, hvilke beviser Scotland Yard har mod den 40-årige.

1 af 5 Den formodede seriemorder skal have dræbt sine ofre med overdosis af GHB. (privatfoto)
2 af 5 Anthony Patrick Walgata, 23, var første offer for serie-morderen, mener politiet.
3 af 5 Daniel Whitworth, 21, det tredje offer for seriemorderen.
4 af 5 Jack Taylor, 25, var det fjerde offer. han blev fundet død 14. september i år.
5 af 5 Stephen John Port fandt angiveligt sine ofre på homoseksuelle datingsider. (privatfoto)