Sigtelse: Hjemmerøver skød mod sovende familie

Familiefar vågnede med det samme, da op mod fem skud blev affyret midt om natten ind i lejligheden i Greve

Midt om natten i begyndelsen af januar fik politiet i Midt- og Vestsjælland et alarmopkald fra en familiefar.

I Gersagerparken i Greve var op mod fem skud blevet affyret gennem vinduet, hvor han og hans kone, der begge er i fyrrerne, lå og sov.

Nu har politiet anholdt to formodede gerningsmænd i sagen. Onsdag eftermiddag bliver de to 18-årige mænd fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde.

Her vil anklagemyndigheden kræve mændene varetægtsfængslet. De er sigtet for at have affyret skuddene. Den ene af de to har politiet truffet bekendtskab med før.

- Han var en, vi kendte i forvejen, siger kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi Martin Bjerregaard.

Den unge mand afsonede fire et halvt år for et hjemmerøveri, men flygtede fra fængslet i august 2015. Siden har han været eftersøgt af politiet.

Manden kommer fra Taastrup. Den anden sigtede kommer fra Greve.

Politiet har endnu ingen håndfast teori om, hvad der har været motivet til skyderiet.

- Der er ingen relation mellem anmelderen og dem, vi har anholdt. Der bor en familie. Men om der er nogle relationer med familiens børn, eller om der er nogle uoverensstemmelser, det ved vi ikke, siger Martin Bjerregaard og fortsætter:

- Kort sagt, motivet er stadig uklart.

De to mænd bliver sigtet for ulovlig våbenbesiddelse og for at have forvoldt fare for andres liv.

Anklageren har anmodet om, at retssagen bliver ført for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere