Sigtelse: Kørte fodgænger ned med vilje i høj fart

22-årig er blevet fængslet i sag om bevidst påkørsel af en anden mand, der ligger i kritisk tilstand på hospitalet

En 22-årig mand blev i dag fængslet i fire uger - efter et retsmøde i retten i Glostrup. (Arkivfoto fra en tidligere sag i Glostrup: Jens Dresling)
En 22-årig mand blev i dag fængslet i fire uger - efter et retsmøde i retten i Glostrup. (Arkivfoto fra en tidligere sag i Glostrup: Jens Dresling)

Endnu en person er på fri fod i en brutal sag om en bevidst påkørsel af en fodgænger i Rødovre.

Det kom frem ved et grundlovsforhør i Glostrup i formiddag, hvor en 22-årig mand blev fremstillet for en dommer og krævet fængslet for forsøg på manddrab.

Sagen udspillede sig om formiddagen den 3. juni, hvor en 24-årig mand, der kom gående nær krydset Slotherrensvej/Tårnvej blev påkørt af en bil.

Kastet op i luften

I følge sigtelsen mod den nu anholdte, kørte bilen i høj fart op over cykelsti og fortov og ramte den 24-årige mand, der blev kastet op i luften. Hensigten var at dræbe ham, lød det i sigtelsen.

Bilen, en sølvgrå Toyota Corolla,  fik et hul i forruden og en stor bule i taget og forsvandt hurtigt fra stedet. Dramaet skete foran blandt andre børnehavebørn og pædagoger på tur.

Fortsat i kritisk tilstand

Offeret ligger på hospitalet og er fortsat - her små to uger - efter påkørslen i kritisk tilstand.

Men hvad der ligger bag den alvorlige sigtelse om forsøg på manddrab står ikke klart.

Specialanklager Morten Frederiksen bad om lukkede døren af hensyn til efterforskningen, ikke mindst fordi, som han sagde, at der er en endnu ikke identificeret gerningsmand på fri fod.

Venner mødte op

Ikke desto mindre var det tydeligt i retten, at den anholdte og hans omgangskreds havde politiets fulde opmærksomhed. Fem betjente fulgte med ind i retten og flyttede rundt på stolene på tilhørerpladserne. Herefter placerede de sig i mellem de tre-fire unge mænd med indvandrerbaggrund, der mødte op på tilhører-rækkerne og som hilste på den anholdte, da han blev ført ind.

En politimand snakkede alvorsord med to af tilhørerne og opfordrede dem til at holde god ro og orden i retslokalet. Og da dommeren valgte at lukke dørene, fulgte politifolkene tilhørerne ud og helt hen til deres bil på p-pladsen.

Anklager Morten Frederiksen vil ikke kommentere om den anholdte og offeret har relationer til bandemiljøet og i så fald hvilke bande-grupperinger, der er tale om.

På den københavnske vestegn har blandt andre bandegrupperingen Black Jackets haft en vis opmærksomhed i den seneste tid efter en række konflikter i bandemiljøet. 

Den anholdte nægter sig skyldig i forsøg på mandddrab. Han blev fængslet i foreløbig fire uger.

Politiet har siden påkørslen i starten af juni arbejdet på at finde bilen, der blev brugt ved påkørslen. De ved nu, at den sølvgrå Toyota Corolla havde registreringsnummer BA 74 759, men mener, at den siden blev kørt til autoophug.

Trods anholdelsen håber Vestegnens Politi, at der er vidner, som kender til bilen før eller umiddelbart efter påkørslen, hvor den altså fik hul i forruden og en bule i taget.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere