Sigtelse mod 15-årig dreng: Slog og voldtog 14-årig pige to gange

En ung dreng er sigtet for at have voldtaget en jævnaldrende pige

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): En 15-årig dreng blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten, hvor han blev sigtet for at have voldtaget en 14-årig pige i et privat hjem i Kastrup på Amager i slutningen af januar.

Drengen har været i myndighedernes varetægt siden fredag eftermiddag, hvor han blev anholdt i sit hjem i Kastrup.

Ifølge specialanklager Jakob Buch-Jepsen, så skulle den 15-årige dreng have truet pigen og tildelt hende knytnæveslag på hendes lår, hvorefter han så skulle have tvunget sig til oralsex, og til at have sex med hende bagfra.

Anklagerne lød også på, at drengen skulle have haft voldtaget pigen ad to omgange den pågældende dag i januar. I dommervagten blev det også fortalt, at drengen skulle have brugt kondom ved voldtægterne.

Den 15-årige nægtede sig skyldig i anklagerne. Han er blevet fængslet i surrogat i 12 dage.

Forsvarer og anklager ønskede begge, at retten indførte et navneforbud i sagen, og at dørene til grundlovsforhøret blev lukket af hensyn til de to parters unge alder og sagens omfang.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere