Sigtelse mod 22-årig: Sådan blev teenage-piger afpresset

Stor sag om grooming, mand truede med at dele billeder af pigerne

Arkivfoto
Arkivfoto

Syd- og Sønderjyllands Politi forventer, at over 100 sager om grooming og seksuelt afpresning af piger i hele landet helt ned til 12-års alderen kan blive resultatet af deres efterforskning.

Den sigtede i den vidtrækkende sag om ulovlig tvang, blufærdighedskrænkelse og trusler er en 22-årig mand fra Varde, der 9. april blev varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør ved retten i Esbjerg.

Retsbogen fra grundlovsforhøret, som Ekstra Bladet nu har fået aktindsigt i giver et uhyggeligt indblik i, hvordan den anholdte mand i følge sigtelserne mod ham truede og forsøgte at presse de unge piger via sociale medier som Snapchat og Yubo.

De første sigtelser mod manden gik på, at han havde forsøgt at afpresse otte piger i alderen 12-16 år til at sende ham blufærdighedskrænkende billeder og videoer.

Afpresningen skete i alle forhold ved, at manden truede pigerne med, at han havde intime billeder af dem, som han ville udbrede på de sociale medier, hvis de nægtede at følge hans instrukser om at filme sig selv under krænkende omstændigheder.

Forsøgene på afpresning og truslerne fandt ifølge sigtelserne fra grundlovsforhøret sted tilbage i marts 2018 og frem til december 2018 i de pågældende sager.

Se også: Eksperter: - Hjælp børn mod seksuelle krænkere nu


Truede med at dele billeder
Manden skrev ifølge sigtelserne til flere af de forurettede piger, at de skulle indgå en aftale med ham:

'Hvis du sletter mig, så deler jeg alt. Men hvis du gør som aftalen, sletter jeg alt med bevis i en video', skrev manden.

I nogle tilfælde skrev han til pigerne, at han kunne 'ødelægge deres liv'.

Herefter truede han ifølge sigtelsen pigerne til at sende ham nøgenbilleder, lave videoer med seksuelt indhold eller røre ved sig selv over webcam.

Manden lykkedes med at få en af pigerne til at sende ham to letpåklædte billeder, efter han havde fremsendt et billede af hendes bopæl, samt truet med at ville slå hendes mor ihjel. Efterfølgende ville han have flere billeder, men det mislykkedes, da pigen blokerede ham.

I en række tilfælde gik pigerne til forældre eller veninder.
Se også: Mand lokkede flere børn: Politiet med opfordring til forældre
Manipulerende teknik
Den anholdtes forklaringer eller sagens udvikling i detaljer kendes ikke, da grundlovsforhøret i sin tid blev holdt bag lukkede døre efter sigtelserne var læst op.

Ifølge politiet forestår der stadig et stort efterforskningsarbejde, og det er endnu for tidligt at vide, hvornår sagen ender for retten.

Ifølge politiet har manden benyttet sig af den manipulerende teknik kaldet grooming. Grooming foregår typisk ved, at den voksne person igennem længere tid opbygger et tillidsforhold til en mindreårig på nettet. Formålet er at begå seksuelle overgreb eller at lokke den mindreårige til at sende nøgenbilleder af sig selv.

Sådan hjælper du dit barn med at sætte grænser

• Forældrene kan, fra børnene begynder selv at færdes på nettet, vænne dem til at tale om, hvad man oplever på de forskellige sociale medier og platforme. På den måde får man også bygget et tillidsforhold op om emnet.

• Tal også med barnet om, hvem de er venner med – både i virkeligheden og på nettet – og hvad, de laver på de sociale medier.

• Afdæk hvor meget barnet ved om god adfærd på nettet og vær konkret, når du spørger ind.

• Aftal rammer med barnet for, hvordan I bruger de forskelle platforme og medier. Hvem må man dele brugernavne med, hvem sender man billeder og videoer til, hvad fortæller man mennesker, man ikke har mødt i virkeligheden, om sig selv.

• Hvilke sociale medier passer til barnets alder, og hvilke er ikke tilladt.

• Spørg positivt og interesseret ind. Undlad at være fordømmende.

• Fortæl barnet, at uanset hvad er du altid på dit barns side og vil hjælpe det.

• Hvis dit barn ændrer adfærd, så forsøg at afdække, hvad der påvirker barnet.

Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi. Find flere gode råd på Sletdet.dk og sikreside.dk.