Sigtelse: Sygehusrøver ruskede i opereret ben for telefon

Ifølge politiet sneg en mand sig forbi betjente, da han stjal en mobiltelefon på Aalborg Universitetshospital

En 23-årig libanesisk mand er tirsdag blevet varetægtsfængslet i en bemærkelsesværdig røverisag fra Aalborg Universitetshospital.

Avisen Nordjyske skriver, at manden selv var patient på hospitalet, og to betjente bevogtede hans stue.

Alligevel formåede han natten til 7. juni at snige sig bagom betjentene og ind på nabostuen, hvor han tog telefonen fra en patient, der lå i sygesengen med et opereret ben.

Men telefonen var låst. Den 23-årige tvang ifølge sigtelsen derfor patienten til at give koden ved at ruske i det opererede ben.

Ifølge Nordjyske nægter manden sig skyldig. Ved Retten i Aalborg forklarede han, at han havde fået lov til at låne telefonen af den anden patient.

Den 23-årige libaneser havde politibevogtning med på sygehuset, fordi han var varetægtsfængslet. Det skyldes, at han 22. maj fik en udvisningsdom.

Libaneseren har kæret fængslingen til Vestre Landsret.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere