Sigter 37-årig for drab på tvillinge-søster: Kørte ud over skrænt

Tvillinge-søstre røg ud over høj skrænt på Hawaii - nu mener politiet, at der er tale om mord

Foto: AP
Foto: AP

Da to kvinder for en uges tid siden kørte ud over en klippe-skrænt på Hawaii, så det ved første øjekast ud til at være en tragisk og forfærdende ulykke.

Den ene af kvinderne, den 37-årige Ann Dadow, blev dræbt på stedet efter det voldsomme styrt.

Nu mener politiet imidlertid, at der ikke kun er tale om en ulykke - men derimod om et bestialsk drab.

Politiet på den populære amerikanske ferieø har netop sigtet den dræbtes tvillinge-søster, Alison Dadow, for mord.

Foto: Facebook
Foto: Facebook
 

Anklager Emlyn Higa oplyser til nyhedsbureauet AP, at Alison Dadow kørte ud over klippeskrænten med vilje.

Styrtede omkring 60 meter ned
Bilen styrtede omkring 60 meter ned og den nu mord-sigtede kvinde pådrog sig alvorlige kvæstelser ved ulykken.

Vidner har nemlig forklaret politiet, at de to søstre tilsyneladende skændtes, mens de kørte bilen. På et tidspunkt holdt bilen ind til siden.

- Passagereren trak føreren i håret, har vidnet forklaret.

Herefter blev bilen gasset op og efter et hårdt venstresving røg den ud over skrænten, lyder vidneforklaringen.

Foto: AP
Foto: AP
 

Ulykken udløste en storstilet og meget vanskelig redningsaktion med blandt andet en helikopter. Redningsmandskabet måtte sænkes ned til bilvraget og bjærge kvinderne op i en båre.

Hun ville flygte
Fredag blev Alison Dadow så pludselig anholdt.

- Vi fik oplysninger om, at kvinden ville flygte ud af vores jurisdiktion. Hun forsøgte at forlade staten og muligvis også USA, siger anklageren.

Alison Dadow nægter sig skyldig og hendes advokat har i de indledende retsmøder forklaret, at kvinden på ingen måde ønskede at skade hverken søsteren eller sig selv.

De to tvillinge-søstre stammer fra Florida, hvor de sammen underviste i yoga. Ifølge den lokale presse stak kvinderne imidlertid af og efterlod en stak ubetalte regninger bag sig.

Det var tilsyneladende meningen, at tvillinge-søstrene sammen ville begynde at undervise yoga-klasser på Hawaii.

Alison Dadow er blevet fængslet uden mulighed for at blive løsladt mod kaution.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere