Sigtes for forsøg på bombeterror

Politiet har rejst ny sigtelse mod en 26-årig, efter at han blev løsladt i december i en terrorsag

Politiet slog til tidligere på dagen i Aalborg. Video: René Schütze

OPDATERING: Den 26-årige terror-sigtede har kun fået anholdelsen opretholdt i tre døgn efter det lukkede grundlovsforhør i dommervagten. Politiet har således kun til mandag eftermiddag til at finde yderligere beviser i sagen.

----

Efter godt tre måneder på fri fod er en 26-årig mand igen anholdt i en omfattende terror-sag, fordi politiet har skaffet nye beviser mod ham.

Ifølge sigtelsen, der netop er rejst i Københavns Dommervagt af anklager Anders Larsson, deltog den 26-årige sammen med flere andre, der i forvejen sidder varetægtsfængslet, i forsøget på at anskaffe og fremstille sprængstoffer, herunder TATP kendt som 'Satans Mor', til en eller flere terror-handlinger i Danmark eller udlandet.

Den 26-årige nægter sig skyldig.

11. december sidste år var den 26-årige blandt de anholdte i et terror-kompleks, som politiet har delt i to dele. Den ene sag handler om anskaffelsen af pistoler, lyddæmpere og ammunition til brug for terrorangreb. Den anden sag handler om forsøget på at fremstille bomber ved at anskaffe og fremstille sprængstoffer, herunder TATP.

Den 26-årige blev dengang sigtet i 'pistol-sagen', men løsladt af dommervagten, fordi dommeren ikke fandt, at der var begrundet mistanke mod ham. Politiet fortsatte dog efterforskningen, og nye beviser peger på, at han sammen med tre andre fængslede var aktiv i 'bombe-sagen'.

Derfor anholdt politiet den 26-årige igen i dag og iværksatte en omfattende ransagning i Aalborg.

Sigtelsen mod den 26-årige er stort set enslydende med den sigtelse, der blev rejst i dommervagten 12. december sidste år mod de tre, som sigtes i 'bombe-sagen'. Den handler om forsøg på terrorisme, ved at de sigtede i forening og efter fælles aftale eller forståelse ville fremstille sprængstoffer.

Det skete gennem samtaler og møder ved anvendelse af instruktioner i fremstilling af sprængstoffer og ved anskaffelse af komponenter til fremstilling af TATP og andre eksplosivstoffer.

De gjorde ifølge sigtelsen 'forberedelser til fremstilling af en eller flere bomber til brug for en eller flere terrorhandlinger et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller udlandet, hvilket mislykkedes, idet de sigtede blev anholdt'.

Politiet er tilstede på Ravnkildevej i Aalborg. Foto: René Schütze 112 - 3. apr. 2020 - kl. 11:23 26-årig igen anholdt i terrorsag