Sigtes for ulovligt drab på isbjørn

Landsbyen Kaktovik i det nordlige Alaska oplever flere og flere isbjørne som følge af den globale opvarmning

En mand fra Alaska er blevet sigtet for at have dræbt en isbjørn, hvilket strider mod føderal lovgivning.

Det oplyser anklagemyndigheden i den amerikanske delstat.

Chris Gordon fra landsbyen Kaktovik skød angiveligt bjørnen uden for sit hjem og lod kadaveret ligge i fem måneder.

- Hr. Gordon efterlod angiveligt hvalkød uden for sit hjem i en længere periode, hvilket tiltrak isbjørne og andre dyr, siger den føderale anklager Ryan Tansey.

35-årige Chris Gordon risikerer at blive idømt et års fængsel og en bøde på op til 100.000 dollar - svarende til godt 663.000 kroner - hvis han bliver fundet skyldig.

Chris Gordon har afvist at kommentere sagen, der er planlagt til at skulle for retten i Fairbanks i august.

Ifølge føderal lov er det tilladt at dræbe isbjørne i selvforsvar, men Chris Gordon indrapporterede ikke drabet, som det er påkrævet.

Det er desuden lovligt for indfødte i Alaska at dræbe isbjørne i et livsstilsmæssigt øjemed, men "ikke på en spildfuld måde".

Kaktovik, der ligger i det nordøstlige Alaska, er blevet et tilflugtssted for isbjørne som følge af den globale opvarmning.

Byrådsmedlem Mike Gallagher er blandt de indbyggere, der er bekymrede over isbjørnenes indtog.

- Der er bjørne på min bopæl, når jeg går på arbejde om morgenen, sagde Gallagher på et byrådsmøde i juni.

- Går de efter dit barn? Går de efter mit barn? De kan gå efter hvem som helst. Disse bjørne bliver vant til mennesker.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere