Sigtet for at dræbe danske Mark: Nu sigtes han for endnu et drabsforsøg

Den 32-årige anholdte mand forsøgte ifølge politiet også at dræbe en anden mand til festen, hvor 52-årige Mark Ole Jensen blev dræbt

En 52-årig dansk mand er blevet dræbt i Norge. Foto: Johansen Carina/Scanpix
En 52-årig dansk mand er blevet dræbt i Norge. Foto: Johansen Carina/Scanpix

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Den 52-årige dansker Mark Ole Jensen var ikke den eneste, som fik en 32-årig mands raserianfald at føle søndag eftermiddag til en familie-sammenkomst i et hus i Sola Kommune syd for Stavanger.

En sammenkomst, som endte med, at Mark Ole Jensen blev konstateret dræbt, mens den 32-årige blev anholdt og sigtet for drabet.

Det oplyser politiet i Sør-Vest Politidistrikt i en pressemeddelelse, som er sendt til Ekstra Bladet tirsdag kort før middag.

Se også: Dansk mand dræbt i Norge: Nu undersøger politiet mystisk orlov

Også en 25-årig mand blev ifølge politiet overfaldet til samme fest på så voldsom en måde, så politiet betragter overfaldet som drabsforsøg. Og den 32-årige anholdte mand, som er sigtet for drabet på Mark Ole Jensen, er nu også blevet sigtet for drabsforsøget.

- Oplysninger, som er kommet frem i sagen, gør, at vi nu udvider sigtelsen mod ham. Nu er den 32-årige i tillæg til drabssigtelsen sigtet for drabsforsøg mod en 25 år gammel mand, siger Erik W. Rand, som er anklagerfuldmægtig i Sør-Vest Politidistrikt.

Drabssagen trækker tråde til Stavanger Universitetssjukehus, skriver politiet i en pressemeddelelse. Googlemaps
Drabssagen trækker tråde til Stavanger Universitetssjukehus, skriver politiet i en pressemeddelelse. Googlemaps

Både den 52-årige og den 25-årige mand var ifølge politiet gæster til sammenkomsten i huset i byen Røyneberg.

Efterforsker sygehus
Tidligere tirsdag fortalte politiet, at man nu også har oprettet en sag mod Stavanger Universitetssjukehus. Det sker, fordi politiet har fundet ud af, at den 32-årige nu drabssigtede mand var på en tre timers orlov fra en psykiatrisk afdeling på sygehuset. Politiet antyder, at beslutningen om at give manden orlov måske er forkert. Og at der kan blive tale om at rejse sigtelser mod personale på sygehuset, som har stået for at træffe den beslutning.

- Oplysninger i sagen tyder på, at den 32-årige mand, som er sigtet for drab, havde en kortvarig orlov fra Stavanger Universitetssjukehus. Politiet har iværksat en efterforskning for at afklare dette og har oprettet en egen sag på dette forhold, skrev norsk politi tidligere tirsdag til Ekstra Bladet.

Det var søndag klokken 15.49, at politiet fik en anmeldelse. Kort tid efter var både politi, ambulance og redningsberedskab fremme ved gerningsstedet. Her blev Mark Ole Jensen fundet hårdt kvæstet. Hans liv stod ikke til at redde.

Den 32-årige blev anholdt og indlagt på sygehuset. Senere søndag blev manden afhørt.

Cirka 10 vidner er blevet afhørt i sagen, hvor politiet stadig er tidligt i efterforskningen.

Mark Ole Jensen har ifølge norsk politi ikke umiddelbart nogen pårørende i Danmark. Han har boet i Norge i en årrække.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere