Sigtet for dobbeltdrab: 'Jeg er lejesoldat'

43-årig mand er sigtet for drab på to personer på den lille ø Helnæs. Han siger, at han forsvarede den afdøde kvinde - og følte, at der var fjender

Ekstra Bladets reporter Linette Jespersen var til stede i retten. Hør hende udlægge sagen her. Producer: Martin Lorentsen

RETTEN I ODENSE (Ekstra Bladet): En 43-årig mand, der er sigtet for at have dræbt sin udlejer, 74-årige Hannelore Elisabeth Bess, og den 37-årige Benjamin Bonde Nielsen, der kom for at aflevere brænde, er blevet varetægtsfængslet frem til 7. januar i surrogat og skal undergå en mentalundersøgelse.

Hannelore Elisabeth Bess blev stukket i tindingen og fik et dybt snit i låret, mens Benjamin Bonde Nielsen fik 24 dybe snitlæsioner. De blev fundet døde i entreen til gården, hvor de lå oven hinanden.

Den sigtede blev anholdt klokken 15.49. På det tidspunkt var han kun iført boksershorts med blod dryppende fra ansigt og overkrop.

Den sigtede virkede lettere omtumlet, da han kom ind i retten iført en mørkstribet skjorte med korte ærmer, der hang ud over et par grågrønlige bukser og mao-sko. Han gav sin forsvarer hånden, hvorefter de to gik ud for at tale sammen.

Han ville ikke forholde sig til sigtelsen pt., men gik i gang med at afgive en meget usammenhængende forklaring stående og med store fagter, der blandt andet indeholdt, at han var omgivet af fjender, og at han var lejesoldat.

Han fortalte, at dagen startede fantastisk for ham og Hannelore Bess, som han har lejet sig ind hos de seneste to år.

- Det starter simpelthen så fint og godt og lykkeligt. Jeg gav Hanne det største kram nogensinde og følte, at alting var rigtig godt, forklarede han om starten på dagen.

På et tidspunkt kom Benjamin Nielsen for at levere noget træ. Men sigtede blev sur, fordi han mente, at Benjamin Nielsen ville snyde hende ved at sælge hende vådt træ og for at vise det, stak han en dolk ned i træet.

Senere gik han ind og hentede en endnu større kniv for at stikke den ned i træet for at vise, at det var vådt.

På et tidspunkt fik han følelsen af, at Benjamin Nielsen ville gøre Hannelore Bess ondt.

Han fortalte, at han dolkede den 37-årige først to gange og dernæst 15 gange, og bagefter følte han, at han blev angrebet af fjenden. Det fik ham til at slå kniven ind i kraniet på den 74-årige kvinde.

Angst for fjenderne
- Jeg ser, det er Hanne, og så klikker det fuldstændig, fortalte manden, der også usammenhængende sagde:

- Jeg er lejesoldat.

Det samme har han sagt til politiet, hvor han sagde:

- Vi er nemlig lejesoldater, hvorefter han på spørgsmålet om, hvem vi var, svarede, at det var ham og hans hund.

Bagefter forklarede han, at han flygtede ned på stranden.

- Jeg er bare angst for, at fjenderne er der, sagde han.

- Jeg går ud i mosen for at tage kampen op. Men det var håbløst. Jeg var ved at drukne i mit uldtøj. Og så var der fjender overalt, forklarer han og siger, at han ser to frømænd, der er på vej ud for at hente ham.

Af hans forklaring fremgik det, at han er i gang med at forsøge at få førtidspension og er i udredning.

- Jeg kunne mærke, at bægeret var ved at flyde over. Det er min psyke. Jeg har mange posttraumatiske oplevelser med ikke at kunne sove ordentlig. Den første følelse, jeg kan huske, er angst, sagde han.

Det fremgik ikke, at han er i psykiatrisk behandling.

- Jeg er i afklaring af, hvad det bedste er at gøre, forklarede han.

Dræbt i entre
Dobbeltdrabet skete ved en gård på Helnæs ved Sydfyn. De to dræbte er husets 74-årige kvindelige beboer og den 37-årige mand, som tilfældigt kom forbi for at aflevere noget brænde på gården.

De blev i følge politiet dræbt med flere knivstik og blev fundet på dørtrinnet til husets entre.

I første omgang forlød det, at de to blev fundet på gårdspladsen, men det skyldes, at redningspersonale havde trukket de to ofre ud fra en entre på gården i forsøget på at yde førstehjælp.

En af ø-boerne, den 82-årige Anne Lise Larsen, som bor to kilometer fra gerningsstedet, fortæller om det kvindelige offer, at hun oprindeligt kom fra Tyskland, og at hun blev enke for cirka 15 år siden, og der for alvor begyndte at engagere sig i livet på øen.

- Hun deltog i - og arrangerede også selv fællesspisninger og spillede dilittantteater. Hun var en meget varm person, en man altid gav et knus, når man mødte hende. Jeg holdt meget af hende, siger hun.

Gerningsstedet ved gården på Helnæs er fortsat afspæret. Foto: Tim KIldeborg 112 - 10. dec. 2018 - kl. 12:31 Blev myrdet på gård: 'Hun var sådan en, man altid gav et knus'

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere