Sigtet for drab på ferie i Danmark

Knap tre år efter en kvinde druknede på ferie i Danmark, er hendes mand blevet sigtet for drab

Den sigtede skulle for retten i Manchester Crown Court i Manchestre. Foto: Ritzau Scanpix
Den sigtede skulle for retten i Manchester Crown Court i Manchestre. Foto: Ritzau Scanpix

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En mand er blevet sigtet for drab på sin 47-årige hustru, mens parret var på ferie i Nørre Nebel i Vestjylland for knap tre år siden. Det skriver Greater Manchester Police i England i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen blev de danske myndigheder tilkaldt til sommerhusområdet Søndervang i Nørre Nebel 6. juli 2017, fordi en kvinde var druknet. Redningsmandskab blev sendt til stedet, men kvinden blev erklæret død.

Dødsfaldet er ikke umiddelbart beskrevet i danske medier dengang.

Kvindens 46-årige mand fra Sale i England kom mandag morgen for retten i Manchester and Salford Magistrates Court, hvor dommeren Bernard Begley udsatte sagen til onsdag, hvor han skal for Manchester Crown Court, skriver Manchester Evening News.

Greater Manchester Police skriver i pressemeddelelsen, at sigtelsen 'er rejst efter en fælles efterforskning mellem de danske myndigheder og Great Manchester Police.

Ekstra Bladet har spurgt Syd- og Sønderjyllands Politi, om de kan bekræfte, at de har samarbejdet med politiet i Manchester om denne sag. De oplyser, at de kommer med en pressemeddelelse. Det er dog endnu ikke sket.

En pressemedarbejder for Greater Manchester Police meddeler, at de på nuværende tidspunkt ikke kan videre give flere informationer til Ekstra Bladet vedrørende sagen.

- Vi kan ikke videre give flere informationer end dem der står i pressemeddelelsen, fordi manden er sigtet nu.

- Man er nødt til at møde op i Manchester Crown Court, hvor retssagen finder sted, hvis man vil have yderligere informationer vedrørende sigtelsen. Den næste pressemeddelelse vi kommer til at sende ud, bliver først, når dommen er faldet, siger pressemedarbejderen.