Sigtet for drabsforsøg på betjent: Var han inspireret af terroristen Omar?

Den 25-årige palæstinenser, der er fængslet for drabsforsøget i Sandholm, og terroristen Omar El-Hussein var begge 'ensomme ulve'

Den 25-årige palæstinenser har et profilbillede af en 'ensom ulv' på Facebook og et foto af betjente i dækning under terrorangrebet i København den 14. februar.
Den 25-årige palæstinenser har et profilbillede af en 'ensom ulv' på Facebook og et foto af betjente i dækning under terrorangrebet i København den 14. februar.

Den 25-årige statsløse palæstinenser, der onsdag blev varetægtsfængslet for drabsforsøget på en politimand i Sandholm-lejren, har et billede af en frådende ulv som sit profil-billede på Facebook sammen med et billede af politifolk, der går i dækning under terror-angrebet i København den 14. februar.

Terroristen bag de to drab ved 'Krudttønden' på Østerbro og Synagogen i Krystalgade, Omar El-Hussein, brugte også en enlig ulv som sit profilbillede på Facebook.

I relation til terrorisme betyder en 'ensom ulv' en terrorist, der opererer alene.

Spørgsmålet er nu, om den 25-årige, der nægter sig skyldig i drabsforsøget i Sandholm, kan have været inspireret af Omar El-Hussein?

Billederne af ulven og terror-angrebet i København er lagt på den 25-åriges Facebook-profil i juli i år.

Tog navn fra Islamisk Stat
Foruden sit rigtige navn bruger den 25-årige på Facebook et arabisk navn, der er delvist identisk med et meget højtstående medlem af Islamisk Stat.

Omar El-Hussein gik på Facebook under navnet Abu Ramadan Al-Muhajir.

Politiet i Nordsjælland siger, at der er 'spor' som peger på, at den 25-årige er radikaliseret og har sympati for Islamisk Stat.

En stor eftersøgning ledte tidligere på ugen til fundet af den 25-årige. (Video: Kenneth Meyer)

Drabsforsøget på den 56-årige politimand ser også ud til at være nøje planlagt, og han blev stukket ned bagfra, mens gerningsmanden råbte 'Allahu Akbar'.

PET har bekræftet, at efterretningstjenesten i forvejen kendte til den 25-årige for overfaldet på den svenske justitsminister Morgan Johansson på et svensk asylcenter i marts, og at han er sigtet for trusler mod en anden dansk polititjenestemand.

artiklen fortsætter under billedet

Her føres den 25-årige palæstinenser væk efter angrebet på den svenske justitsminister Morgan Johansson den 23. marts i år
Her føres den 25-årige palæstinenser væk efter angrebet på den svenske justitsminister Morgan Johansson den 23. marts i år
 

Chefpolitiinspektør Magnus Andresen, Nordsjællands Politi, vil ikke kommentere oplysningerne om den 25-åriges Facebook-profil, men siger, at politiets efterforskning - der sker sammen med PET - skal afdække, om han er radikaliseret.

- Der er tegn på, at han sympatiserer med Islamisk Stats og er radikaliseret, men jeg kan ikke sige noget nærmere om, hvilke spor vi arbejder med, siger Magnus Andresen.

Islamisk Stat bruger 'ensomme ulve'
Naser Khader, MF for konservative, har kigget på den 25-årige palæstinensers Facebook:

-  Det virker, som om han er bevidst om det, han gør. Profilbilledet henleder tanken på den ensomme ulv. Det virker, som om han er velovervejet, siger Naser Khader, der ikke umiddelbart forbinde det med en psykisk syg person.

Politiet oplyste efter anholdelsen, at den 25-årige måske er psykisk ustabil foruden tegnene på, at han er radikaliseret.

- Forskellen mellem Islamisk stat og al-Qaeda er netop den ensomme ulv, siger Naser Khader.

- Islamisk Stat fører en strategi, hvor de går efter de ensomme ulve. En medie-koordinator sender beskeder ud, der opfordrer unge, radikale muslimer til at begå terror ’slå til, hvor I er i stand til det’. Selv har de travlt med kalifatet, siger Naser Khader.

1 af 2 Her er terroristen Omar El-Husseins daværende Facebook-profil, hvor han profilfoto var en 'enlig ulv.' Han 'krigernavn' var Abu Ramadan Al-Muhajir.
2 af 2 Den 25-årige palæstinenser har et profilbillede af en 'ensom ulv' på Facebook og et foto af betjente i dækning under terrorangrebet i København den 14. februar.