Sigtet for spionage: Nægter sig skyldige

Ifølge sigtelsen har de tre mænd spioneret i årene fra 2012 til 2018

PET-chef Finn Borch Andersen fortæller om sigtelserne på et pressemøde mandag. Video: Ritzau Scanpix

Tre ledende ASMLA-medlemmer nægter sig skyldige i at have spioneret i Danmark på vegne af saudiarabisk efterretningstjeneste.

Det kommer frem under et grundlovsforhør i Retten i Roskilde tirsdag formiddag, der startede omkring klokken 09.30. Anklager Rune Rydik kræver de tre varetægtsfængslet.

En dommer har under retsmødet besluttet at lukke dørene ved grundlovsforhøret. Det betyder, at de sigtedes forklaring holdes hemmelig.

En anklager ønskede mødet afholdt for lukkede døre, af hensyn til at man ikke ønsker at delagtiggøre offentligheden i efterforskningen af sagen.

De tre mænd er sigtet for at have udført spionage i Danmark fra saudiarabernes side i årene mellem 2012 og 2018.

Det er PET's opfattelse, at de har udført spionage for en Saudi Arabisk efterretningstjeneste ved at indsamle oplysninger om enkeltpersoner i Danmark og virksomheder i både Danmark og udlandet.

I retsmødet tirsdag, hvor anklageren læser sigtelsen op, fremgår det yderligere, at spionagen blandt andet skal være sket fra forskellige adresser i Ringsted.

I retten fortæller en af forsvarerne, at hans klient har været under PET-beskyttelse. Det skyldes en trussel fra en iransk efterretningstjeneste.

Benægter terrorhyldest
Det er ikke de første sigtelser, de tre mænd har fået på halsen. De er i forvejen sigtet for at have hyldet en terrorhandling i Iran i 22. september 2018 - hvilket de også nægter sig skyldige i.

Det blev de sigtet for i november 2018, hvor deres bopæl og en tv-station i Ringsted blev ransaget i den forbindelse.

Siden da har PET og Midt- og Vestsjællands Politi haft dem under luppen og efterforsket dem grundigt. Det førte til, at man valgte at sigte dem for spionage mandag.

PET har også haft de tre personer under beskyttelse i længere tid, da de vurderede, at de var udsat for en trussel.

Den største menneskejagt
PET-chef Finn Borch Andersen fortalte på et pressemøde mandag, at der er rejst endnu en sigtelse mod en føringsofficer i en iransk efterretningstjeneste i sagen om en iransk efterretningstjenestes påståede forsøg på at dræbe en eksiliraner i Ringsted.

PET frygtede i september 2018, at en leder af ASMLA skulle dræbes i Ringsted.

Da det mislykkedes for betjente at stoppe en hurtig Volvo på Sjælland 28. september, vurderede PET, at bilen havde noget at gøre med, at et attentat var under opsejling.

Husker du, da Danmark blev lukket ned? Foto/Redigering: Dansk Drone Netværk, Per Rasmussen, Henning Hjorth, Kenneth Meyer, Ole Steen/Kristian Hansen

Derfor gik det åbne politi i en stor aktion. Betjente spærrede veje og havne, og flere tusinde mennesker blev berørt.

Føringsofficeren er mandag blevet varetægtsfængslet in absentia ved et retsmøde i Retten i Roskilde.

Han er sigtet for spionage og forsøg på manddrab.

I forvejen er en 40-årig mand sigtet for at have medvirket til at forberede et attentatforsøget.

ASMLA står for gruppen Arab Struggle Movement for the Libération of Ahwaz, og gruppen kæmper for selvstændighed for en region i det sydvestlige Iran.

Irans regering beskylder dem for at have stået bag angreb på iransk militær, og iransk regime betegner ASMLA som en terrororganisation.