Sigtet for vold mod fagforeningsfolk løslades igen

Anklager mener ikke, at der er grundlag for at kræve en 31-årig mand fængslet for vold mod fagforeningsfolk

Uroen kulminerede mandag, da demonstranter væltede stilladset og smadrede en hvid Porsche. Video/redigering: Ekstra Bladet/Mikkel Cramon

En 31-årig mand fra Litauen, der fredag blev anholdt og sigtet for vold mod to mænd i Lundtoftegade på Nørrebro, bliver løsladt igen.

Politiets anklager mener ikke, at der er grundlag for at stille manden for en dommer og kræve ham varetægtsfængslet. Derfor løslades han.

Volden skete i søndags.

Fagbladet 3F har tidligere skrevet, at en stilladsarbejder, der var medlem af 3F, og en medarbejder fra Dansk El-Forbund søndag aften blev overfaldet og tæsket, da de ville dokumentere forholdene på en byggeplads i Lundtoftegade.

Byggepladsen har i en periode været præget af en del uro. En stor gruppe stilladsarbejdere protesterer blandt andet over, at et stillads ifølge dem er ulovligt opsat.

Uroen kulminerede mandag, da demonstranter væltede stilladset og smadrede en hvid Porsche.

Porschen havde ikke en chance. Privatoptagelse.

Fagforbundet 3F har tidligere oplyst, at der kører en sag mod en arbejdsgiver for underbetaling af litauiske ansatte.

Mandag var cirka 300 personer forsamlet for at demonstrere mod arbejdsforholdene på pladsen, som endte med at blive stormet. Det var i denne forbindelse, at stilladset blev væltet.

Balladen strækker sig over flere dage. Ved en konfrontation på stedet fredag i sidste uge besluttede betjente at trække deres stave mod nogle af de fremmødte.

Formanden for 3F Byggegruppen, Claus von Elling, har beklaget situationen.

- Det er ikke i orden, at en faglig sag eskalerer på den her måde, og vi tager skarpt afstand fra vold, uanset hvem der begår den, har han sagt ifølge bladet.