Sigtet for vold mod Papes kæreste: Her er hans forklaring

Der var kontakt før voldsepisoden, og justitsminister Søren Papes kæreste Josue Vasquez slog først, lyder forklaringen fra den sigtede

Det var Josue Vasquez, der slog først.

Sådan lyder forklaringen fra den 34-årige slovakiske mand, der er sigtet for at at have slået justitsminister Søren Papes forlovede, Josue Vasquez i ansigtet med knyttet hånd og sagt, 'I don't like homos'. Det fortæller mandens forsvarer, Michael Sahl Nielsen, til Ekstra Bladet.

Den 34-årige mand, der er slovaker, men bor i Warszawa i Polen, blev i går varetægtsfængslet i 13 dage i medfør af udlændingelovens § 35, men kun for voldsforholdet. Dommeren i Københavns Byret fandt ikke begrundet mistanke om, at han overfaldt Josue Vasquez på grund af hans seksuelle orientering.

Den sigtede har forklaret at han var sammen med venner til VM i ishockey og havde lejet en lejlighed, hvor de boede natten mellem i forgårs og i går.

Søren Pape Poulsen og Josue Vasquez. Foto: Mogens Flindt 112 - 18. maj. 2018 - kl. 10:48 Sigtet for vold mod Papes kæreste: Her er hans forklaring

Her var de en tur på LA Bar på Gammel Mønt i København omkring klokken 03.30.

- Min klient forklarer, at han har fået noget at drikke, men det er ikke sådan, at han er rystende fuld. Han er beruset på samme måde, som de fleste er på LA Bar på det tidspunkt. Og så kommer han angiveligt op at diskutere med en anden. Det viser sig så at være den påståede forurettede, siger mandens forsvarer, Michael Sahl Nielsen.

Sagen er stadig i sin indledende fase, og det er lidt uklart, præcist hvad der er sket.

- Men på et tidspunkt siger min klient, at han har fået et slag, og han vil heller ikke afvise, at han i hvert fald har slået ud efter den anden.

Ingen skader

- Men han (den sigtede, red.) siger, at han har fået et slag først?

- Ja. Jeg spurgte meget udtrykkeligt, hvor det slag var, for der er ingen, hverken min klient eller den forurettede, der har fysiske skader efter den her episode. Og det er måske en rimelig pointe at have. For hvis der har været et eller andet, så har det i hvert fald ikke været særligt alvorligt, siger han og fortsætter:

- Min klient kunne ikke lige sige, hvor han er blevet ramt henne. Problemet er, at han har et relativt prangende fuldskæg, så det er svært at fotografere noget, der ligger inde bag ved.

  Søren Papes forlovede blev ifølge politiets sigtelse udsat for en hadforbrydelse i nat på grund af sin seksualitet. Foto: Rumle Skafte Dansk politik - 17. maj. 2018 - kl. 19:43 Her er reaktionen fra Papes forlovede

Ifølge forsvareren har politiet ikke taget skadesbilleder af hverken den sigtede eller Josue Vasquez.

- Har de været på skadestuen?

- Det er jeg faktisk ikke helt sikker på. Der lå i hvert fald ingen skadestue-journal, og det er ikke usædvanligt, at der ligger det i en sag om vold. Det er faktisk den klare hovedregel.

'I don’t like homos'
Ifølge Josue Vasquez' forklaring til politiet kom han ud fra LA Bar og blev opmærksom på den nu fængslede, der, ifølge Vasquez' forklaring uden varsel slog ham på højre side af ansigtet eller halsen. Det fremgår, at han slog med en knyttet venstrehånd, og at Vasquez måtte træde et skridt tilbage. Herefter udtalte sigtede, ifølge forklaringen, 'I don’t like homos'.

Voldsepisoden skete uden for LA Bar, men ifølge den nu varetægtsfængslede mand havde der været kontakt mellem ham og Josue Vasquez inden for på baren.

Dansk politik - 17. maj. 2018 - kl. 18:47 Papes forlovede udsat for vold

- Det er lige præcis det, min klient mener. At der har været lidt mundhuggeri før.

- Men han nægter, at der skulle være tale om en hadforbrydelse?

- Ja. Og han oplyste i retten, at han har flere homoseksuelle venner. Så det er fuldstændig en blank afvisning. Det stiller min klient sig uforstående overfor.

Dørmand så slag
I grundlovsforhøret i går blev forklaringen fra en dørmand læst op. Her fremgik det, at han gik imellem de to, og at Josue Vasquez stillede sig bag dørmanden, som holdt den nu fængslede væk, indtil politiet kom til stede.

Dørmanden har forklaret, at de to parter ikke talte med hinanden, og at han så anholdte slå forurettede i hovedet.

Forsvarer Michael Sahl Nielsen medgiver, at dørmandens forklaring ikke er i hans klients favør.

- Men han har kun set slaget. Han har ikke set optakten til det. Det er også det, der kan bestyrke min klients forklaring, hvis der kommer yderligere materiale, siger forsvareren.

Den 34-årige slovakiske mand blev varetægtsfængslet i 13 dage i medfør af udlændingelovens § 35, der betyder, at en udlænding kan varetægtsfængsles, 'når der er bestemte grunde til at anse varetægtsfængsling for nødvendig for at sikre udlændingens tilstedeværelse under sagen og under eventuel appel, indtil en eventuel bestemmelse om udvisning kan fuldbyrdes'.

Han er fængslet for vold, men ikke hadforbrydelse.

Forsvareren valgte ikke at kære fængslingen på stedet, men udbad sig betænkningstid.

- Det er, fordi jeg bad politiet om at indhente den videoovervågning, der er på stedet. Det havde man, måske fordi det er gået stærkt, ikke fået indhentet. Det forventer jeg, at man får meget hurtigt. Og så var der et vidne,  som var en af dem, min klient rejste sammen med, som politiet ikke har talt med endnu. Og ham opfordrede jeg til, at man skynder sig at afhøre, fordi han skal hjem, siger han og fortsætter:

- Så jeg har af taktiske grunde valgt at afvente en kære, indtil jeg får resultatet af den undersøgelse af video og forhåbentlig også afhøring af hans makker.

- Han er fængslet i medfør af udlændingeloven. Hvad siger det dig?

-  Det viser lidt om tyngden eller mangel på samme i forhold til politiets materiale. Normalt, hvis du pander folk ned på åben gade, så koster det 40 dage. Og hvis du oven i købet siger noget nedsættende, så kan du godt lægge lidt til. Men der valgte dommeren at fare frem med lempe, og det er klart, at det opfatter jeg som hans forsvarer som et rimelig tegn og et udtryk for, at dommeren var fornuftig og havde tænkt sig om.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere