Sigtet for voldtægter i ’fragt-taxi’: Er der flere ofre?, spørger politiet

Chauffør, der kørte for firmaet Urban Go, der er et 'fragt og kurérfirma' sigtes for voldtægter mod kvindelige kunder. Den ene havde bestilt turen på firmaets app

Den 35-årige kørte i en lys Peugeot 3008 som denne. Nordsjællands politi er interesseret i at høre fra vidner og eventuelle andre ofre, der har kørt med Urban-chaufføren. Han beskrives som mørklødet, overvægtig med kort, mørkt hår, bred eller flad næse og han talte dansk og engelsk. Privatfoto
Den 35-årige kørte i en lys Peugeot 3008 som denne. Nordsjællands politi er interesseret i at høre fra vidner og eventuelle andre ofre, der har kørt med Urban-chaufføren. Han beskrives som mørklødet, overvægtig med kort, mørkt hår, bred eller flad næse og han talte dansk og engelsk. Privatfoto

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

To kvinder på 21 og 23 år er ifølge politiet blevet voldtaget af en 35-årig mand i en ’pirattaxi’. Nordsjællands politi efterlyser vidner eller eventuelle andre ofre, der har kørt i den sigtedes lyse Peugeot 3008.

Nu kan Ekstra Bladet oplyse, at den 35-årige afrikaner kører med sin private bil for firmaet Urban Go ApS, der betegner sig som et fragt- og kurérfirma.

Det kører med fragt, men kunderne er ’mere end velkommen til at køre med, når du har en fragtgenstand i bilen’.

Det skriver firmaet flere steder på sin hjemmeside: ’Du har ret, men ikke pligt, til at oplyse, hvad du skal have fragtet. Hvis du ønsker at køre med, er du meget velkommen. Mange af vores biler har plads til både tre og fire passagerer.’ 

Begge kvinder har tidligere benyttet sig af kørsel med Urban Go, og den 23-årige blev, ifølge sigtelsen, voldtaget i mandens bil 7. september på en rasteplads ved Nybrovej ved Bagsværd Sø.

Bestilt på app
Det skete mellem klokken seks og syv om morgenen, efter at hun havde bestilt turen fra Østerbro til Birkerød via Urban Go´s app.

Direktør Lars-Henrik Hjartbo, Urban Go, ønsker ikke at kommentere sagen, fordi han ikke kender til den, men siger:

– Vi er ikke et pirattaxi-selskab.

Han tilføjer, at firmaet tjekker chaufførernes straffeattester og tilhørsforhold til Danmark.

Lars-Henrik Hjartbo er tidligere chauffør for Uber, og Urban Go blev stiftet, efter at Uber forsvandt, fordi han, ifølge et interview med Ritzau, dengang så et hul i markedet.

Den 35-årige, der nægter sig skyldig, har netop fået sin fængsling forlænget til 1. november. Sigtelserne mod den 35-årige omfatter voldtægt ved samleje, voldtægt ved andet seksuelt forhold og blufærdighedskrænkelse.

Han blev anholdt 19. september efter den første voldtægt begået 1. september. Her prajede en 21-årig kvinde bilen på gaden i Københavns indre by for at blive kørt hjem. Hun havde tidligere benyttet ’pirattaxier’ og kendte også til Urban Go´s service.

Kørte ind til siden
Chaufføren kørte ind til siden ved en viadukt på Lyngby Omfartsvej og trak kvinden om på bagsædet, hvor han ifølge sigtelsen voldtog hende ved 6.50-tiden. Bagefter satte han hende af i Virum kl. 7.09.

artiklen fortsætter under billedet

Politiets system til Automatisk Nummerplade Genkendelse, ANPG, spillede en vigtig rolle i opklaringen af voldtægtssagen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Politiets system til Automatisk Nummerplade Genkendelse, ANPG, spillede en vigtig rolle i opklaringen af voldtægtssagen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
 

Takket være kvindens beskrivelse af bilen og optagelser fra politiets system til Automatisk Nummerplade Genkendelse, ANPG, blev den 35-årige anholdt.

Cirka 10 minutter efter voldtægten ved Lyngby Omfartsvej blev den lyse Peugeot 3008 fanget af et kamera fra ANPG-systemet og dermed havde politiet bilens registreringsnummer.

Det viste sig, at bilisten tidligere var kendt af politiet for at køre pirattaxi.

Omtalen af den første voldtægt fik den 23-årige kvinde til at gå til politiet. Hun havde bestilt turen hos Urban Go, og hun havde tidligere kørt med den samme chauffør, men sammen med en ven.

På vejen til Birkerød kørte chaufføren pludselig en anden vej og endte på rastepladsen ved Nybrovej, hvor voldtægten skete.

Den 35-årige erkender, at han har kørt de to ture med kvinderne, men benægter voldtægt. Ekstra Bladet erfarer, at i det første tilfælde med den 21-årige kvinde hævder chaufføren, at kvinden selv lagde op til ham, men at de ikke havde samleje. I det andet tilfælde med den 23-årige afviser han fuldstændigt, at der skete noget seksuelt.

Let at blive chauffør
På Urban Go´s hjemmeside er det let at blive chauffør med sin privatbil for firmaet, der skriver:

'Tjen gode penge ved at køre freelance for Urban Go i din egen bil.

Du bestemmer helt selv hvor lidt eller meget du vil køre, og hvornår. Når du har tid til overs, kan du bare tænde din chauffør-app og tage et par ture. Det kan blive til gode penge, når måneden er gået, og du mærker ikke rigtigt, at du har arbejdet.

Du kan også vælge at køre på fuld tid for Urban Go.'

'For at blive chauffør skal du kunne tale flydende dansk og/eller engelsk og være indstillet på at give vores kunder en 1. klasses service,' skriver firmaet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere