Sigtet i sag om telefonbedrag: Fortsat bag tremmer

Den omfattende teledata-skandale betyder, at en lang række straffesager skal genvurderes. I dag er varetægtsfængslingen af otte mænd i stor svindelsag blevet genbekræftet

En stort anlagt politiaktion på syv forskellige adresser i Nordsjælland og København resulterede i slutningen af sidste uge i varetægtsfængslingen af otte unge mænd.

De er alle sigtet i sagen om et omfattende netværk af telefon-bedragere, som har snydt særligt ældre kvinder for penge ved at ringe og lokke NemID-oplysninger ud af dem. De nægter sig skyldige.

Se også: Ulla snydt for 100.000: - Slut med at have tiltro til nogen

Grundet den omfattende teledata-sag, hvor flere fejl i politiets it-system har fået Rigsadvokaten til midlertidigt at suspendere teleoplysninger som bevis i straffesager, skulle de otte i dag igen for en dommer.

Senioranklager Thomas Hugger fortæller, at dagens retsmøde i Københavns Byret resulterede i en fortsat varetægtsfængsling af alle otte mænd frem til 15. september.

Som følge af Rigsadvokatens beslutning skal alle sager tilbage til 2010, hvor teledata indgår som bevismateriale, genvurderes. Anklagemyndigheden kan desuden frem til 18. oktober vælge at begære en sag udsat, hvis man vurderer, at sagen ikke kan gennemføres uden anvendelse af teleoplysninger.

Se også: It-fejl gør teledata ubrugelige som bevis

OVERBLIK: Brugen af teleoplysninger stoppes midlertidigt

Rigsadvokaten har udsendt en instruks til landets anklagere om, at anklagerne ikke længere må bruge teledata som bevis for domfældelse eller som grundlag for varetægtsfængsling.

Det sker, efter at der er fundet nye alvorlige fejl i de data, der bliver brugt i straffesager.

Det midlertidige stop gælder indtil videre i to måneder frem til 18. oktober. Indtil da skal fejlene undersøges.

Få et overblik over, hvad der blandt andet fremgår af den instruks, som Rigsadvokaten har udsendt til anklagerne, her:

* Rigspolitiet har i slutningen af sidste uge oplyst, at der i forbindelse med politiets sagsgennemgang også er identificeret fejl i forbindelse med konverteringen af geografiske koordinater for telemasters placering.

* Det medfører, at der ved behandlingen af straffesager kan være indgået fejlbehæftede masteplaceringer, som er anvendt til at sandsynliggøre en telefons position mv. Omfanget af og årsagen til fejlen er endnu ikke afdækket.

* Rigspolitiet har søndag oplyst, at det har identificeret flere forskellige konkrete fejl i den rådata, som politiet modtager fra teleselskaberne vedrørende teleoplysninger. Omfanget og betydningen af disse fejl er endnu ikke afdækket.

* Rigsadvokaten skriver i instruksen, at de nye oplysninger om fejl i rådata "sætter nye alvorlige spørgsmålstegn ved kvaliteten af de teledata, som anklagemyndigheden anvender i straffesager."

* Derfor har Rigsadvokaten som en umiddelbar konsekvens besluttet, at anklagere ikke må anvende historiske teleoplysninger, udvidede teleoplysninger, signaleringsdata og teleobservationsoplysninger under hovedforhandlinger eller retsmøder vedrørende opretholdelse af anholdelse og varetægtsfængsling.

* Det midlertidige stop for anvendelse af teledata vil indtil videre gælde i to måneder frem til den 18. oktober 2019.

* Det betyder, at igangværende og kommende hovedforhandlinger, som anklagemyndigheden vurderer ikke vil kunne gennemføres uden anvendelse af teleoplysninger, vil skulle udsættes.

* Anklagemyndigheden vil i den forbindelse skulle vurdere, om der skal ske løsladelse af varetægtsarrestanter.

* Anklagemyndigheden skal endvidere gennemgå fængslingsgrundlaget for alle aktuelle varetægtsarrestanter. Og hvis teleoplysninger indgår som en del af grundlaget for varetægtsfængslingen, skal der anmodes om et retsmøde med henblik på prøvelse af, om varetægtsfængslingen kan opretholdes uden anvendelse af teleoplysninger.

* Hvis anklagemyndigheden vurderer, at der ikke under et retsmøde vil være grundlag for at påstå varetægtsfængslingen opretholdt uden anvendelse af teleoplysninger, skal der ske løsladelse.

* For så vidt angår sager optaget til dom, hvori der er dokumenteret teleoplysninger, skal anklagemyndigheden anmode retten om genoptagelse af bevisførelsen og begære sagen udsat.

* De øvrige konsekvenser af de nye oplysninger vil der blive taget stilling til hurtigst muligt inden for de kommende dage, skriver Rigsadvokaten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere