Sigtet: Mødte voldtægts-offer på gaden og truede med at skyde hende

- Jeg tilbød hende bare et fix, forklarer 36-årig

En 36-årig mand blev i går varetægtsfængslet i Københavns dommervagt for vidnetrusler mod en kvinde, som han er dømt for at have voldtaget. Dommen er anket til landsretten, hvor kvinden skal vidne.

Ifølge sigtelsen mødte den 36-årige offeret på hjørnet af Helgolandsgade og Istedgade den 12. juni klokken 10, hvor han truede med at skyde hende, inden hun kunne vidne imod ham.

I dommervagten forklarede den 36-årige, at han var gået på gaden med en kammerat, da han så kvinden stå på den anden side af gaden. han gik over til hende for at spørge, om hun ville veksle et par ord. Men det ville hun ikke.

Ifølge den sigtedes forklaring tilbød han hende et fix heroin, som hun tog imod. Dagen efter mødte han hende igen, og hun fik et nyt tilbud om et fix og en sludder, men hun sagde nej.

Den 36-årige afviste blankt, at han havde truet med at skyde hende i forventning af hendes kommende vidneforklaring i landsretten.

Han forklarede selv i dommervagten, at han for to år siden blev dømt ved retten på Frederiksberg for voldtægt mod kvinden, men at dommen er anket.

Den 36-årige blev varetægtsfængslet i 13 dage.

I 2011 var den 36-årige sigtet i en sag om grov vold mod en 37-årig kvinde, der blev iført håndjern og slået adskillige gange i ansigtet med en vase og et ølglas, så hun pådrog sig flere dybe flænger og måtte syges med 24 sting.

Det er uvist om den 37-årige er identisk med det offer, der blev voldtaget og truet i den nye sag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere