Sigtet våben-smugler dømt for rufferi med unge prostituerede fra Østeuropa

Havde bilen fuld af skydevåben og håndgranater. Drev tidligere en prostitutions-ring i København

En AK-47 Kalashnikov automatriffel var blandt de 13 skydevåben, som den 40-årige havde i bilen sammen med 10 håndgranater. (Foto: Finn Frandsen/Polfoto)
En AK-47 Kalashnikov automatriffel var blandt de 13 skydevåben, som den 40-årige havde i bilen sammen med 10 håndgranater. (Foto: Finn Frandsen/Polfoto)

Indsmuglingen af 13 skydevåben og 10 håndgranater til Danmark trækker nu tråde til organiseret kriminalitet i Sverige.

Den 40-årige bosnier, der på tredje måned sidder varetægtsfængslet for våben-smuglingen, har opholdstilladelse i Sverige, men ingen fast tilknytning til Danmark.

I Sverige er han tidligere dømt i en omfattende rufferisag, hvor 25 handlede kvinder fra Østeuropa i alderen 17 til 23 år blev tvunget til prostitution i Danmark, Sverige, Norge og Belgien.

Kvinderne blev truet, mishandlet og enkelte voldtaget, før de blev truet til gadeprostitution.

Den 40-årige bosnier fik i 2000 to års fængsel for groft rufferi for sin rolle i prostitutions-ringen, hvor seks formodede bagmænd var tiltalt.

To blev frifundet, mens bagmændene fik seks og fem år fængsel. Anklagemyndigheden krævede bosnieren udvist af Sverige, men det afviste retten.

Pendlede mellem København og Oslo
Det fremgår af dommen fra Stockholms Tingsrätt, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i, at den 40-årige stod for aktiviteterne i København og Oslo, og at han pendlede mellem de to byer for at holde styr på de prostituerede kvinder.

To tjekkiske kvinder i 18 års alderen arbejdede for bosnieren i København. Han opholdt sig i København under en falsk identitet og med et falsk pas, som han købte af en bekendt i Danmark.

Når han var i København boede han på billige turist-hoteller. I retten erkendte han, at han levede af kriminalitet - men hævdede, at det ikke var rufferi.

Statsadvokat Nils-Eric Schultz forklarede dengang i retten, at fattige unge kvinder fra Tjekkiet, Slovakiet og Bulgarien blev rekrutteret i deres hjemlande og transporteret til Skandinavien, hvor de fra starten fik gæld til bagmændene, der betalte deres rejse, kost og logi. Derfor skulle de arbejde gælden af på gaden.

Kvinderne blev udsat for mishandling, trusler og voldtægt.

Se også: Tog færgen til Danmark med bilen fuld af våben og håndgranater

Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi oplyste forleden, at den 40-årige bosnier blev anholdt den 27. juli, da han tilfældigt blev vinket til side i en kontrol, som politiet og SKAT holdt ved Rødby Færge.

Det fremgår imidlertid af retsbogen fra retten i Nykøbing Falster, at den 40-årige blev anholdt allerede den 23. juli kl. 10.20, og dagen efter blev han varetægtsfængslet for såkaldt 'dobbelt-lukkede' døre.

Det skyldtes, at politiets mistanke rettede sig mod bande-miljøet i Sverige, fremgår det af retsbogen, og at medgerningsmændene til våbensmuglingen derfor ikke måtte få kendskab til sigtelsen mod den 40-årige, så våbensmuglerne kunne påvirke efterforskningen og bortskaffe beviser.

Automatvåben og granater
I den 40-åriges bil lå 13 skydevåben, af dem ni pistoler og revolvere samt fire automatvåben blandt andet AK-47 Kalashnikov.

Der lå også 10 håndgranater, og politiet mener, at de farlige våben blev smuglet til Danmark fra Balkan af en international kriminel organisation. Efterforskningen sker i samarbejde med politiet i Sverige og Bosnien.

Politiet mistænker, at den 40-årige bosnier er med i et netværk af våbensmuglere, og politiet håber på flere anholdelser.

Meget tyder nu på, at de mange skydevåben og håndgranater skulle køres til Sverige, hvor Malmø i år har været hårdt ramt af en serie af eksploderede håndgranater.

Det er ikke lykkedes for Ekstra Bladet at få en kommentar til de nye oplysninger fra politiinspektør Kim Kliver, Sydsjællands- og Lolland-Falsters politi.

Skærm

Hent flere
Hent flere