Skændtes om p-plads: Mand kørte ind i kvinde

En mandlig bilist kørte ind i en kvinde, der stod og spærrede en p-plads til sin kæreste

Uenighed om en p-plads mellem en kvinde og en mandlig bilist i Lyngby endte søndag formiddag med, at sidstnævnte kørte ind i førstnævnte.

Det fremgår af Nordsjælland Politis døgnrapport.

Den 33-årige kvinde, der er fra Brønshøj, stod i en parkeringsbås og ventede på sin kæreste. Ifølge kvinden blev den mandlige bilist sur over dette, hvorfor han valgte at køre ind i hende og bagefter køre væk fra stedet.

Kvinden blev ramt på det ene ben, men kom ikke alvorligt til skade.

Nordsjællands Politi er i besiddelse af registreringsnummeret på den bil, som manden kørte i.