Skæv vestjyde anholdt: Faldt i søvn i McDrive-køen

Fråderen: En lækkersulten esbjergenser måtte en tur på stationen, da han i sin hash-rus faldt i søvn i køen til McDrive

Næste gang prøver han Burger King (Foto: AP)
Næste gang prøver han Burger King (Foto: AP)

En 40-årig mand fra Esbjerg fik sig en slem forskrækkelse, da han i går aftes blev vækket af to betjente, foran McDonald's på Storegade i Esbjerg.

Den lokale mand var kørt til den gyldne måge for at få sig en late-night snack og holdt derfor i køen til McDrive, da han blev overrasket af politiet.

- Han holder i køen derude, da han falder i søvn over rattet. Det er der nogle, der finder mistænkeligt og derfor anmelder de det til os, siger vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Claus Skovgaard, til Ekstra Bladet.

Da politiet ankommer til stedet sidder den 40-årige fortsat over rattet og sover.

- Det viser sig han formentlig er påvirket af hash, fortæller vagtchefen.

Den 40-årige mand er en gammel kending af politiet og foruden at være påvirket af det euforiserende stof, kørte manden uden kørekort, som politiet for kort tid siden inddrog.

- Der er udtaget blodprøve af ham, som skal vise om der er hash eller andet i blodet. Vi har lukket ham ud igen, så han kan komme hjem og sove rusen ud, uddyber vagtchefen.

Det vides ikke, om manden fik den burger, han kom efter.