Skandaleramt advokatfirma lukker ned

Nu er telefonerne lukket, hjemmesiden ligeså og inventaret solgt hos Advokatfirmaet Johan Schlüter

Johan Schlüter Advokatfirma har nu lukket dets hjemmeside, telefoner og solgt inventaret fra den prominente ejendom på Højbro Plads, som har indtil nu har været selskabets hovedsæde.

Det kendte advokat selskab kom i januar i søgelyset, efter Producentforeningen igangsatte en undersøgelse, som ifølge foreningen viste, at foreningen har ikke under 100 millioner kroner tilgode hos advokatfiramet. Et forhold som advokatfirmaet er politianmeldt for:

- Vi har anmeldt et kriminelt forhold, der hænger sammen med et samarbejde, som vi har haft med advokatfirmaet Johan Schlüter, Klaus Hansen, dormand for CAB og Filmkopi og på vegne af Filmret; Direktør i Producentforeningen.

Efterfølgende har Advokatfirmaet Johan Schlüter bortvist og politianmeldt Susanne Løkkegaard Fryland, som var en af tre partnere i selskabet. Den anden partner Lars Halgreen meddelte onsdag, at han er skiftet til advokatfirmaet Magnusson, imens står Johan Schlüter tilsyneladende som den eneste kaptajn tilbage på en skude, der i den grad tager vand ind.

For nylig sendte advokatfirmaet alt fra skriveborde over hattehylder til porcelæn på auktion. Der er dog også god grund til et brandudsalg; en eventuel erstatning hænger nemlig på de tre partnere, fortæller Klaus Hansen:

- I forhold til de penge, som vi mener, at de skylder, betyder lukningen af af advokatfirmaet ingenting. Vi har nogle personlige sikkerheder fra de pågældende, så vi har stadig lige mange eller lige få muligheder for at få pengene tilbage, siger Klaus Hansen.

- De tre partnere indestår for det mellemværende, der måtte være, siger han.

Producentforeningen er nu i gang med at gøre op, hvor meget de mener, at advokatfirmaet skylder. Ifølge Klaus Hansen er kravet dog ikke accepteret:

- Nej, det har de ikke accepteret endnu. Men i og med, at de har politianmeldt og bortvist en partner, har de anerkendt, at der har været nogle uretmæssigheder på advokatkontoret.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Lars Halgreen:

- Jeg tror i virkeligheden i relation til alt med Johan Schlüter Advokatfirma, skal du tale med Johan Schlüter; det er ham, som er direktør i foretagendet. Jeg har ikke nogen beføjelser til at udtale mig på selskabets vegne.

- Er du stadig en del af firmaet?

- Nej, jeg er startet nede i Magnusson.

Johan Schlüter Advokatfirma har i forbindelse med sagen hyret den kendte oprydningsadvokat Pernille Bigaard, Plesner. Hun henviser til Michala Roepstoff, Plesner, som ikke ønsker at hjælpe offentligheden med at blive klogere:

- Det kan jeg ikke, nej. I hvert fald ikke uden, at vi har vendt tingene.

- Hvornår kan man forvente, at I har vendt tingene internt?

- Jeg er temmelig sikker på, at det ikke bliver i dag.

- Det er vel korrekt antaget, at selskabet ikke eksister mere?

- Det kan jeg ikke bekræfte.

- Men deres telefoner er lukkede og hjemmesiden er lukket ned. Er det på vej til at blive lukket ned?

- Jeg kan ikke give dig nogen udtalelser.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Johan Schlüter.

1 af 2 
2 af 2