Skar halsen over på sin egen mor: Dansker risikerer at blive dømt til døden

En 30-årig dansklibaneser risikerer dødsstraf, når shariadomstol i De Forenede Arabiske Emirater i dag behandler sag, hvor han er tiltalt for at dræbe sin egen mor

Den tiltalte er en 30-årig dansklibanesisk mand, der forlod Danmark i 2007 for at flytte med sin mor til De Forenede Arabiske Emirater. Privatfoto
Den tiltalte er en 30-årig dansklibanesisk mand, der forlod Danmark i 2007 for at flytte med sin mor til De Forenede Arabiske Emirater. Privatfoto

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

I dag risikerer en 30-årig dansklibanesisk mand at blive dømt til døden af en shariadomstol i Sharjah - en af De Forenede Arabiske Emirater.

Det fortæller mandens danske families advokat, Jan Schneider, til BT.

Den 30-årige er tiltalt for at have slået sin 50-årige mor ihjel. Det er ifølge de lokale myndigheder sket 7. juni 2015 i morens 3. sals lejlighed i byen Al Mamzar.

En uge efter forbrydelsen dukkede politiet op i morens lejlighed og fandt hende liggende på tværs i sin dobbeltseng ved siden af en stor blodbøl. Storebroren, der ifølge politiet var til stede i lejligheden, skulle med det samme have erkendt drabet.

Både den 30-årige og hans mor er dansklibanesere og flyttede fra Danmark i 2007.

Psykisk syg
Men manden er ifølge hans familie i Danmark psykisk syg og var det også, inden han forlod Danmark. Han er slet ikke til at stole på, fortæller hans 19-årige lillebror, AK, til Ekstra Bladet. Han stod sidste år frem i Ekstra Bladet og fortalte, at familien i Danmark har tilgivet den 30-årige.

- Min storebror er ikke rask. Enhver vil synes, det er forkert med dødsstraf. Hvis man forstår psykisk sygdom, siger AK til Ekstra Bladet.

AK fortæller, at familien i Danmark har underskrevet papirer, hvor de tilgiver den 30-årige. Papirerne er sendt til shariadomstolen i Sharjah, og det forventes, at de får indflydelse på sagens udfald.

Efter gældende lov i Sharjah kan man gøres straffri, hvis familien til den dræbte vælger at tilgive drabsmanden. Og det burde derfor være en formalitet, at den 30-årige dansklibaneser slipper for dødsstraf.

- Familien er imod dødsstraf, og manden er psykisk syg, så de synes, han skal have hjælp i stedet for en straf, siger Jan Schneider til BT.

Den 50-årige kvinde blev dræbt 7. juni 2015 i sin egen lejlighed i ørkenstaten Sharjah. Privatfoto
Den 50-årige kvinde blev dræbt 7. juni 2015 i sin egen lejlighed i ørkenstaten Sharjah. Privatfoto

Fik først besked om mors død sent
Familien i Danmark, som ud over AK også tæller hans mormor og flere af hans mors søskende, beder til, at den 30-årige slipper for dødsstraf og allerhelst bliver udleveret til Danmark, hvor han kan komme i behandling for sin sygdom.

- Jeg håber, at han bliver idømt en behandlingsdom, og at han kan afsone dommen i Danmark. Vi bor i Danmark. Vi er ikke et stokkonservativt land. Jeg frygter først og fremmest, at det ender med en dødsstraf. Min bror har ingen familie eller venner dernede. Der er kun nogle, der er imod ham. Hans støtter er her i Danmark. Det er også her, han kan blive rask og få mulighed for en dag at vende tilbage til samfundet, siger AK, som ikke føler, at han har fået særlig god hjælp og information fra de danske myndigheder.

Eksempelvis er det en gåde for AK, at han først fik besked om sin mors død efter fire en halv måned. Og liget af den 50-årige kvinde kom først til Danmark i oktober 2015. Nu er hun begravet på en muslimsk kirkegård i Brøndbyøster.

En fejl at henrette
Ifølge flere af de danske familiemedlemmer, som Ekstra Bladet har talt med, var den 30-årige velhavende efter danske standarder.

- Det er rigtigt, at der er noget med nogle penge og en større arv, som min bror har fået efter sin far, der gik bort, da han var 11 år. Det føles som om, at der ikke er helt rent mel i posen fra familien i Dubais side, siger AK til Ekstra Bladet.

Se også: Boede med mors lig i ti dage: Retssag mod søn udsat

Borgerservice bekræfter
Udenrigsministeriets Borgerservice bekræftede sidste år over for Ekstra Bladet, at man yder konsulær bistand til en dansk statsborger i Sharjah. Fordi det er en personsag ønsker man imidlertid ikke at komme ind på det juridiske i sagen.

- Men jeg kan sige, at der er tale om en alvorlig straffesag, som i lyset af sagens alvor og karakter prioriteres højt af både Generalkonsulatet i Dubai og af Borgerservice herhjemme, siger kontorchef Jette Lund fra Borgerservice til Ekstra Bladet.

Den danske mand på 29, der for tiden sidder fængslet i Emiraterne. (Privatfoto) Krimi Dansker anklaget for mord i oliestat: Dømmes efter sharia

En repræsentant fra det danske konsulat i Dubai vil ifølge BT's oplysninger være til stede i retten tirsdag for at overvære sagen.

Ekstra Bladet er i besiddelse af dokumenter, som viser, at konsulenter fra det danske konsulat i Dubai allerede i oktober 2015 var på besøg hos den 30-årige i fængslet.

AK og flere andre fra hans familie besøgte for nogle år siden storebroderen (i midten) i De Forenede Arabiske Emirater. Privatfoto
AK og flere andre fra hans familie besøgte for nogle år siden storebroderen (i midten) i De Forenede Arabiske Emirater. Privatfoto

Dengang anede han ifølge referatet fra mødet ikke, at hans mor var død.

Manden gav udtryk for, at han forventede at være på fri fod i løbet af tre dage, ligesom han så frem til at få besøg af sine to brødre og af sin mor.

- Meget af vores samtale med (navnet på manden -red.) gav ikke megen mening, da han tydeligt var i psykisk dårlig forfatning, lyder det i referatet.

Det lykkedes også konsulatets medarbejdere at få fat i den 30-åriges lokale forsvarer. Forsvareren gav over for medarbejderne udtryk for, at han ikke kendte til straffesagen, men orienterede medarbejderne om, at han repræsenterer manden i en familiær strid.

Ekstra Bladet følger sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere