Skat anmelder svindel for 6,2 milliarder

SKAT har netop offentliggjort, at de har indgivet en anmeldelse til politiet om skattesvindel på op mod 6,2 milliarder

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Ved du noget , så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

En skattesag i milliardklassen er i øjeblikket under opsejling.

Mandag har Skat indgivet en anmeldelse til SØIK (Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet red.) om økonomisk kriminalitet fra udlandet, der indtil videre er opgjort til 6,2 milliarder kroner af SKATs afdeling for særlig kontrol.

Det oplyser Skat i en pressemeddelse.

- Vi fik hen over sommeren mistanke om sagen blandt andet på baggrund af informationer modtaget i juli og august fra en udenlandsk myndighed. Vores egne interne undersøgelser har bestyrket mistanken, og derfor har vi overdraget sagen til SØIK og øjeblikkeligt sat udbetaling af udbytteskat i bero, oplyser Jesper Rønnow Simonsen, der er direktør for SKAT, i pressemeddelsen.

Ifølge Skat er det danske samfund blevet frarøvet meget betydelige værdier, men det bliver ikke helt let at få det afdækket.

- Vi står nu foran en vigtig efterforskningsfase. Jeg forudser, at det bliver et langt hårdt træk at finde ud af, hvad der er foregået, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen.

Når danske aktieselskaber udbetaler deres udbytte, så indeholder det en udbytteskat på 27 procent. Det samme gælder udenlandske aktieselskaber, men når de betaler skat i deres eget land, så kan man søge om at få hele eller dele af udbytteskatten refunderet.

Det er angiveligt disse refunderinger, der er blevet fiflet med.

- Vores foreløbige undersøgelser viser, at et større netværk af selskaber i udlandet tilsyneladende har søgt om at få udbytteskat udbetalt på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation, oplyser Jesper Rønnow Simonsen.