Skilsmisse-skænderi: Tævede konen med en ledning

- Jeg har ikke tal på, hvor mange gange han slog mig, men det var mange gange, forklarede kvinden i retten

Arkivfoto: Ernst van Norde
Arkivfoto: Ernst van Norde

Det gik i bogstaveligste forstand hårdt for sig, da en 69-årig mand under et skænderi om skilsmisse tævede sin hustru med en ledning.

Mindst ti slag fik hustruen under episoden, som fandt sted den 23. december sidste år.

Horsens Folkeblad skriver, at den 69-årige mand fra Brædstrup-egnen i Retten i Horsens er blevet idømt en betinget fængselsstraf og 60 timers samfundstjeneste.

Manden nægter pure - og han har anket dommen.

Manden forklarede i retten, at han ville skilles fra sin udenlandske hustru. Men han nægtede, at han havde slået hende med ledningen den pågældende morgen.

Han var blot taget på arbejde, som han plejede at gøre. Da han kom hjem, var hustruen flyttet.

Ikke lagt en seddel
- Hun havde ikke en gang lagt en seddel, forklarede manden i retten, ifølge Horsens Folkeblad.

Kvinden forklarede, at manden havde opsøgt hende, mens hun lå med nattøj på i sin seng.

- Jeg har ikke tal på, hvor mange gange han slog mig, men det var mange gange. Han sagde, at jeg bare skulle ud af huset. At det var 'slut gift'. Jeg kunne ikke gøre modstand, fordi jeg var syg, forklarede kvinden i retten.

Efter episoden tog hun fotos af sine skader på arme og ben. Herefter blev sagen anmeldt.

En enig domsmandsret fandt det bevist, at kvinden var blevet slået med ledningen. Dog skulle der kun dømmes efter den såkaldte milde voldsparagraf - og ikke den strengere paragraf 245, som han var tiltalt efter.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere