Skjulte Satudarah-våbenlager på loft i fodboldklub: Tre mænd får 28 års fængsel

Et fuldgyldigt medlem af rockergruppen Satudarah, et tidligere medlem og en lokal fodboldformand er tirsdag blevet idømt lange fængselsstraffe

Tre mænd blev tirsdag idømt tilsammen 28 års fængsel for at have skjult våben for rockerklubben Satudarah. Foto: Kenneth Meyer
Tre mænd blev tirsdag idømt tilsammen 28 års fængsel for at have skjult våben for rockerklubben Satudarah. Foto: Kenneth Meyer

RETTEN I GLOSTRUP (Ekstra Bladet): Det kommer til at koste tre mænd tilsammen 28 års fængsel, at de ulovligt har været i besiddelse af i alt 12 skydevåben og flere end 3000 patroner og patrondele.

Det har et enigt nævningeting ved Retten i Glostrup tirsdag vurderet.

Retten har fundet det bevist, at de tre havde ansvar for våbenlagre, som var placeret i henholdsvis Ballerup og i Fensmark ved Næstved.

To af de tre mænd havde på gerningstidspunktet for forbrydelsen relationer til rockergruppen Satudarah.

Blandt de dømte er det 31-årige fuldgyldige Satudarahmedlem Alex Heuer. Ud over 12 års fængsel fik han 10 års opholdsforbud i Satudarahs klublokaler, når han på et tidspunkt bliver løsladt fra sin fængselsstraf.

24-årige Casper Jensen fik også 12 års fængsel. Da forbrydelsen blev begået, var han også en del af Satudarah. Han har dog siden ad egen drift valgt at forlade rockergruppen.

Se også: Stort våbenlager fundet i dansk fodboldklub

Valgte at forlade retten
Den 36-årige tidligere formand i fodboldklubben Holmegaard i Fensmark, Jesper Nielsen, fik fire års fængsel. Han valgte som den eneste at modtage dommen, mens de to andre har valgt at anke.

Jesper Nielsen blev alene dømt for at have faciliteret opbevaringen af våbnene.

Der var stuvende fuldt i retssalen, da dommen blev læst op. Både venner, familie og bekendte til de tre var mødt frem. Heriblandt flere med de karakteristiske sort-gule farver fra Satudarah. Ingen bar dog rygmærker.

Da dommen blev afsagt, lod det til, at flere af de pårørende til de dømte blev meget påvirkede.

Umiddelbart efter dommeren havde sagt '12 år', valgte Alex Heuer at vende sig om mod bevogtningspersonalet fra fængslet.

- Kom, vi skrider, sagde Alex Heuer til de to betjente.

Og det gav dommeren ham og betjentene lov til at gøre.

Alex Heuer blev derfor ikke og hørte begrundelsen for dommen.

Fik dobbelt op
Flere af rockervennerne fra tilhørerpladserne valgte på samme tidspunkt at forlade retssalen.

Strafudmålingen kom til at ligge helt op ad det, som anklager Jannik Rasmussen havde procederet for. Alex Heuer og Jannik Nielsens straffe blev påvirket af, at de på gerningstidspunktet for forbrydelsen havde tilknytning til Satudarah.

- Hvis ikke sagen kunne knyttes til bandekriminalitet, så ville straffen have lydt på seks års fængsel. Straffelovens §81a blev taget i anvendelse, og det betød, at straffen blev ganget med to, siger Jannik Rasmussen til Ekstra Bladet.

Det var i efteråret 2017, at politiet kom på sporet af de to våbenlagre. Det kom frem i retten, at det skete, fordi politiet havde fundet nogle våben i Hareskoven ved Værløse. De tre blev ikke dømt for at have haft noget med de våben at gøre.

Flyttede våben til fodboldklub
Men efterforskningen af den sag førte politiet videre til Ballerup og til Fensmark ved Næstved. De 12 skydevåben, der i alt blev fundet, viste sig blandt andet at stamme fra et indbrud hos en våbenhandler i Jylland, som lovligt havde samlet og besiddet våbnene.

Politiet fandt otte pistoler, en revolver, et oversavet jagtgevær, en røgbombe, tre rifler, et haglgevær og flere end 3000 patroner og patrondele.

Den 36-årige Jesper Nielsen er fætter til det fuldgyldige Satudarahmedlem. Ekstra Bladet har tidligere fortalt, at manden var formand for den lokale fodboldklub Holmegaard i Fensmark. Han havde i første omgang våbnene skjult på loftet i sin ejendom, men skjulte senere våbnene på loftet i fodboldklubbens lokaler.

- Det er med stor tilfredshed, at retten langt hen af vejen har fuldt anklagemyndigheden i forhold til skyld, men særligt sanktion, og udmålt særdeles strenge straffe i den her sag. Uskyldige mennesker bliver igen i denne tid ramt af vildfarne kugler - netop kugler som dem de tiltalte opbevarede i denne sag, siger anklager Jannik Rasmussen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere