Skød 14 gange mod bil: Fik syv års fængsel og udvisning

Den 25-årige tyrker Tolga Kibar blev fredag dømt for drabsforsøg, ulovlig besiddelse af en Glock-pistol med ammunition under skyderi i Albertslund i 2018

Politiet var talstærkt til stede efter skyderiet i juni sidste år. Video: Local Eyes.

Tolga Kibar troede, at han selv var i fare, da han en tidlig aften i juni sidste år skød 14 gange mod en bil med tre personer i på en P-plads i Albertslund.

Det forklarede den 25-årige tyrkiske statsborger, før han fredag i Retten i Glostrup fik en dom på syv års fængsel for drabsforsøg.

Han blev også dømt for at have udsat de individer, der sad i køretøjet, for livsfare og for ulovlig besiddelse af en ni milimeter pistol af mærket Glock.

Den unge københavner blev samtidig udvist af Danmark.

- Han erkendte sig ved starten af retsmødet skyldig i forholdet om våbenbesiddelse efter paragraf 192a, og han erkendte også, at det var ham, der havde været ude og skyde mod den bil. Men han erkendte sig ikke skyldig i drabsforsøg, siger anklager Jannik Rasmussen fra Københavns Vestegns Politi.

Ikke en del af bandemiljø
Jannik Rasmussen forklarer, at den nu dømte troede, at personerne i bilen 'var der for at gøre ham ondt', da han så dem foran sig.

Det er kommet frem under retssagen, at Tolga Kibar dagen før - efter eget udsagn - havde været i konflikt med en gruppe mennesker. Han forklarede, at politifolk samme aften havde været på stedet, og havde registreret, at han følte sig udsat for trusler. Det havde dog ikke ført til en sag.

- Det var det, der havde givet anledning til, hvad der skete dagen efter - at nogen som, mente han, var en del af den samme gruppe, var kommet derud igen, forklarer Jannik Rasmussen.

Politiet mødte talstærkt frem i Storkens Kvarter i Albertslund efter skyderierne mod en bil hen under aften fredag 7. juni 2018. Foto: Kenneth Meyer
Politiet mødte talstærkt frem i Storkens Kvarter i Albertslund efter skyderierne mod en bil hen under aften fredag 7. juni 2018. Foto: Kenneth Meyer

Politiets anklager oplyser, at der ikke er tale om grupperinger i områdets bandemiljø. Han havde i sin procedure plæderet for en straf på omkring ni års fængsel, men retten valgte at lægge sig på et lavere strafniveau.

På Tolga Kibars vegne ankede forsvareren til frifindelse i forhold til den del af sagskomplekset, som Tolga Kibar ikke erkender sig skyldig i.

Flygtede til Hamborg
De tre mænds bil blev gennemhullet af skuddene, og en af dem, en 20-årig mand, blev ramt i det ene ben. Han blev senere meldt uden for livsfare.

Politiet rykkede talstærkt ud, men i første omgang lykkedes det Tolga Kibar at stikke af og krydse den dansk-tyske grænse.

Han blev efterlyst internationalt og lidt under en måned senere anholdt i Hamborg, varetægtsfængslet 'in absentia' og senere udleveret til retsforfølgelse i Danmark.

Det oprindelige navneforbud i sagen blev i løbet af retsprocessen ophævet på anklagemyndighedens begæring.

Se mere video på localeyes.dk

Se også: Efterlyses for skyderi i boligkvarter

Se også: 25-årig udleveret fra Tyskland: Sigtes for tredobbelt drabsforsøg

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere