Skød mod betjente: Politiet filmede da våbnet blev hentet

Fire medlemmer af Loyal To Familia er tiltalt i en sag om drabsforsøg på to betjente - politiet fulgte med, da maskerede mænd hentede gerningsvåbnet

Den civile politibil blev ramt af fem skud, men betjentene slap uskadte. Foto: Kenneth Meyer
Den civile politibil blev ramt af fem skud, men betjentene slap uskadte. Foto: Kenneth Meyer

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet):

Onsdag formiddag begyndte retssagen, hvor fire medlemmer af Loyal To Familia er tiltalt for drabsforsøg på to politiassistenter fra Københavns Politi 29. september sidste år. Ifølge tiltalen forvekslede LTF'erne de to politifolk med bandemedlemmer fra en rivaliserende bande.

I Mjølnerparken på ydre Nørrebro skød to maskerede personer på en motorcykel mod den civile patruljebil. Forvekslingen betyder, at de fire ikke er tiltalt for den paragraf i straffeloven, der handler om vold mod tjenestemand.

De fire nægter sig skyldige, og 54 vidner skal afgive forklaring i Københavns Byrets retssal 60, før et nævningeting skal tage stilling til sagen.

Skyderiet fandt sted ved 19-tiden, og derefter flygtede de to gerningsmænd fra stedet på en motorcykel og kørte til et stisystem, hvor de efterlod revolveren af mærket Smith & Wesson og motorcyklen.

Revolver i frysepose
Under senioranklager Laura Birchs fremlæggelse af sagen kom det frem, at det er politiets opfattelse, at revolveren før skyderiet blev hentet fra et LTF-våbenlager på Nørrebro. Her havde politiet opsat overvågning, og i retten blev der onsdag afspillet videoovervågning fra kælderen.

Den viste, at en person før drabsforsøget på de to betjente først puttede en revolver i en frysepose og gemte den. Ifølge politiet var det den samme person, der vendte tilbage et par timer senere - denne gang var han maskeret og i selskab med yderligere en maskeret person. Her hentede han revolveren og puttede den i bukselinningen, før de to forsvandt igen.

En betjent genkendte personen på videoen, der har en tæt familie-relation til en af de tiltalte i sagen. Da politiet tog hjem til ham, fandt de ikke revolveren.

- Det er et stærkt indicium, at den fundne revolver (fra sagen om drabsforsøg, red) og den på overvågningen var den samme, sagde anklageren i retten.

Revolveren blev stjålet under et hjemmerøveri i Albertslund tilbage i 2009. Den blev også brugt under et skyderi 22 august kort efter midnat, hvor der blev skudt seks gange mod en massageklinik på Nørrebro.

Ramt af fem skud
Den civile politibil blev ramt af ikke under fem skud, mens den holdt parkeret i Mjølnerparken på ydre Nørrebro.

På en storskærm i retten fremviste senioranklageren projektilernes bane. Et af skuddene knuste den bageste siderude og fortsatte videre bag nakkestøtterne - tæt på de to politifolk - før projektilet gik gennem højre siderude.

Et andet skud ramte venstre fordør og rikochetterede videre gennem forruden. Dermed var de to politiassistenter i overhængende fare, sagde senioranklager Laura Birch.

Udover de fire tiltalte er en femte person fængslet in absentia og internationalt efterlyst i sagen. Der forventes dom til december.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere